Vor Klodes Dyr 1

Forfatter: W. DREYER, J.O. BØVING-PETERSEN

År: 1903

Forlag: DET NORDISKE FORLAG ERNST BOJESEN

Sted: KØBENHAVN

Sider: 720

UDK: 5919

FØRSTE BIND

INDLEDNING

DE ARKTISKE DYR

DE PALÆARKTISKE DYR

Søgning i bogen

Den bedste måde at søge i bogen er ved at downloade PDF'en og søge i den.

Derved får du fremhævet ordene visuelt direkte på billedet af siden.

Download PDF

Digitaliseret bog

Bogens tekst er maskinlæst, så der kan være en del fejl og mangler.

Side af 800 Forrige Næste
DE PALÆARKTISKE DYR. Kvægstalde o. 1. Vistnok mindst 2 Gange i Sommerens Løb føder Hunnen 4 til 7 Unger, og hele Familien lever i denne Tid højt paa saftige Rødder og Mellemstokke, ved Men- neskeboliger ogsaa paa alt, hvad andre Musearter æder, Kød undtaget. Snemusen sover ikke Vintersøvn og udvandrer heller ikke til lavere liggende Strøg; hele den lange, strenge Vinter igennem er den i Virksomhed, idet den graver sig frem oven paa Jorden, mellem den og Sneen, ligesom Lemmingen i Høj norden og vore Mark- mus. Da man om Efteraaret finder en Del Plantestoffer i dens Boer, er der Grund til at antage, at den samler noget Vinterforraad, men langt fra saa meget, at den kan leve alene af det; den maa grave Rødder ud af den under Sneen lidet eller slet ikke frosne Jord. Alt i alt er det dog gaadefuldt, hvorledes den hele Anret om kan friste Livet paa de yderst plantefattige Ste- der, hvor den ofte træffes, og hvor —- den maa være af- hængig af en ene- ste Planteart. Højst mærke- ligt er det, at Sne- musen ikke taaler Kulde. Udsættes den blot en kor- tere Tid for een Grads Frost, saa dør den. Dette viser bedre end noget andet, hvilken Rolle et tidligt paa Aaret faldende, vedholdende og tykt Snedække spiller. Under et saadant fryser Jorden i alt Fald i Højalperne pletvis slet ikke, og Planterne kan derfor vedblive at holde sig friske og ufrosne. I Sne- musens Gange mellem Sneen og Jorden folder Temperaturen sikkert kun ubetydeligt under Nul. Fig. 317. Snemus. Skønt mange af den palæarktiske Regions Bjærglande huser talrige Rovdyr, er dog kun faa af disse udprægede Bjærgdyr. Som udelukkende knyttet til Højbjærge maa nævnes et, uheldigvis lidet kendt og først i de seneste Aartier opdaget Dyr, den bjørnelignende Ail uro pus eller Bambusbjørnen (A. melanolenens), der bebor det østlige Thibets paa Bambuskrat rige Bjærgskove. Faa Egne paa vor Jord er saa ukendte som dette store Dyrs Hjemstavn, og hvad vi ved om det, kan derfor siges med faa Ord. Det er paa Størrelse med den brune Bjørn, som det ligner i Bygning og rimeligvis ogsaa i Levemaade, men fra hvis Slægt det dog afviger, foruden ved nogle Ejendommeligheder i Tandsættet, tillige ved ikke at træde paa den hele men kun paa den halve Fodsaal. Bambusbjørnen er iklædt en tyk, grov og temmelig langhaaret Pels af hvid Farve; dog er Benene, en Ring om hvert Øje, den korte Hales Spids og en Stribe, der fra Forbenene strækker sig aagformet op over Skuldre og Ryg, sorte. Den siges væsentligt at leve af