Vor Klodes Dyr 1
Forfatter: W. DREYER, J.O. BØVING-PETERSEN
År: 1903
Forlag: DET NORDISKE FORLAG ERNST BOJESEN
Sted: KØBENHAVN
Sider: 720
UDK: 5919
FØRSTE BIND
INDLEDNING
DE ARKTISKE DYR
DE PALÆARKTISKE DYR
Søgning i bogen
Den bedste måde at søge i bogen er ved at downloade PDF'en og søge i den.
Derved får du fremhævet ordene visuelt direkte på billedet af siden.
Digitaliseret bog
Bogens tekst er maskinlæst, så der kan være en del fejl og mangler.
DE PALÆARKTISKE DYR.
Kvægstalde o. 1. Vistnok mindst 2 Gange i Sommerens Løb føder Hunnen 4 til 7 Unger,
og hele Familien lever i denne Tid højt paa saftige Rødder og Mellemstokke, ved Men-
neskeboliger ogsaa paa alt, hvad andre Musearter æder, Kød undtaget.
Snemusen sover ikke Vintersøvn og udvandrer heller ikke til lavere liggende Strøg;
hele den lange, strenge Vinter igennem er den i Virksomhed, idet den graver sig frem
oven paa Jorden, mellem den og Sneen, ligesom Lemmingen i Høj norden og vore Mark-
mus. Da man om Efteraaret finder en Del Plantestoffer i dens Boer, er der Grund til at
antage, at den samler noget Vinterforraad, men langt fra saa meget, at den kan leve alene
af det; den maa grave Rødder ud af den under Sneen lidet eller slet ikke frosne Jord. Alt
i alt er det dog gaadefuldt, hvorledes den hele Anret om kan friste Livet paa de yderst
plantefattige Ste-
der, hvor den ofte
træffes, og hvor
—- den maa være af-
hængig af en ene-
ste Planteart.
Højst mærke-
ligt er det, at Sne-
musen ikke taaler
Kulde. Udsættes
den blot en kor-
tere Tid for een Grads Frost,
saa dør den. Dette viser bedre
end noget andet, hvilken Rolle
et tidligt paa Aaret faldende,
vedholdende og tykt Snedække
spiller. Under et saadant fryser
Jorden i alt Fald i Højalperne
pletvis slet ikke, og Planterne kan derfor vedblive at holde sig friske og ufrosne. I Sne-
musens Gange mellem Sneen og Jorden folder Temperaturen sikkert kun ubetydeligt
under Nul.
Fig. 317. Snemus.
Skønt mange af den palæarktiske Regions Bjærglande huser talrige Rovdyr, er dog
kun faa af disse udprægede Bjærgdyr. Som udelukkende knyttet til Højbjærge maa nævnes
et, uheldigvis lidet kendt og først i de seneste Aartier opdaget Dyr, den bjørnelignende
Ail uro pus eller Bambusbjørnen (A. melanolenens), der bebor det østlige Thibets paa
Bambuskrat rige Bjærgskove. Faa Egne paa vor Jord er saa ukendte som dette store Dyrs
Hjemstavn, og hvad vi ved om det, kan derfor siges med faa Ord. Det er paa Størrelse
med den brune Bjørn, som det ligner i Bygning og rimeligvis ogsaa i Levemaade, men
fra hvis Slægt det dog afviger, foruden ved nogle Ejendommeligheder i Tandsættet, tillige
ved ikke at træde paa den hele men kun paa den halve Fodsaal.
Bambusbjørnen er iklædt en tyk, grov og temmelig langhaaret Pels af hvid Farve; dog
er Benene, en Ring om hvert Øje, den korte Hales Spids og en Stribe, der fra Forbenene
strækker sig aagformet op over Skuldre og Ryg, sorte. Den siges væsentligt at leve af