M AGOT’EN.
547
idetHunnen,efter hvad Brehm
Fig. 320. Magot.
opgiver, kun føder een Unge
ad Gangen; om dens Ynglen i
vild Tilstand vides mærkelig
nok intet, men det tør dog vist
antages, at den sætter talrigere
Kuld i Verden end som tam.
Ogsaa Hundefamilien er
repræsenteret blandt de egent-
lige Bjærgdyr med Bjærg-
ulven (Canis alpinus), en vild
Hund, der bebor Alpelandene
i det sydøstlige Sibirien. Den
er mindre og mere tæt bygget
end Ulven og ligner nærmest
en stor, temmelig langhaaret
Hyrdehund med korte Øren
og lang, stærkt busket Hale.
Af Farve er den rødgraa paa
Ryg og Hale, medens Bugen
og Benenes Indsider er lysere,
isabellagule.
Bjærgulvene hører hjemme
i de vildeste Udørkener, hvor-
fra de dog 10—15 Stykker i
Flok gør Udflugter ned i Da-
lene for der at jage Hjorte. En
saadan Flok gaar ingenlunde
af Vejen for Mennesker, men
omringer dem som andet Vildt
og gør kort Proces med dem,
naar de ikke er vel bevæbnede og modige nok til at afslaa Angrebet.
De er derfor frygtede af de indfødte.
Inden vi forlader de til Bjærge og Klipper knyttede Pattedyr, maa
vi endnu med nogle Ord omtale Europas eneste Abeart, Magot’en (Macacus inuus).
I Nutiden er Aberne væsentligt kun at træffe i Troperne, saaledes at den palæarktiske
Region kun kan rose sig af at rumme to Arter af dem, den nævnte Magot og en ja-
pansk Art, som vi ikke skal omtale nærmere. De kunde begge tænkes at være fremmede
Indvandrere, udgaaede fra de mere aberige indiske og æthiopiske Regioner, men for
Magot’ens Vedkommende maa det dog erindres, at Europa i Tertiærtiden husede et be-
tydeligt Antal Abearter, saaledes at der kan være god Grund til at antage den for den sid-
ste Overlever af disse.
Om Aberne i Almindelighed skal vi ikke tale paa dette Sted, de behandles naturligere
67*