Vor Klodes Dyr 1

DE PALÆARKTISKE DYR. 548. under de Regioner, hvor de ret egentlig har hjemme, vi vil her indskrænke os til en kort Omtale af Magot’en. I Europa forekommer den kun paa Gibraltarklippen, hvor der fra Arilds Tid har levet en lille Flok, der dog et Par Gange har været ved at uddø, saa man har maattet tilføre den nyt Blod fra Nordafrika for at sikre dens Bestaaen. Der lever Ma- got’en nemlig i større Tal i de lavt liggende Skove paa Algiers og Marokkos Bjærge, hvor den om Sommeren stiger højere til Vejrs end om Vinteren; men selv i den kolde Aarstid forlader den dog aldrig Fjældene. Magot’en tilhører en væsentlig asiatisk Slægt af smaa eller middelstore Aber, fra hvilke den dog adskiller sig ved sin næsten fuldstændige Mangel paa Hale, der er reduceret til en højst ubetydelig Stump. Den er ret slankt bygget, med lange, smækre Lemmer og fremstaaende Underansigt. Haarklædningen er tæt, og Ansigtet er indrammet af temmelig anselige Bakkenbarter. Af Farve er Dyret olivengrønt med rødligt Anstrøg, medens de nøgne Dele: Ansigt, Øren, Hænder og Fødder er kødfarvede. Paa Gibraltar lever Magot’en væsentligst af Dværgpalmens Rødder i Forbindelse med, hvad den kan fange af Insekter og andre Smaadyr. Den holder sig paa Læsiden af Klippen og søger i daarligt Vejr Tilflugt i en eller anden af dens mange Huler. Klog og snedig, lumsk og arrig er den som de fleste Aber, forsigtig og fejg, saa længe den kan se Udvej til at flygte, men bidsk og modig, naar den er dreven op i en Krog. Indbyrdes lever Dy- rene af samme Flok i god Forstaaelse, og deres Familieliv synes at være patriarkalsk og eksemplarisk. Den ældste og kraftigste Han er Stammens Fører og Høvding, som strengt holder over Disciplinen. Tidligere saa man ofte Magot’en i Menagerier og hos omvan- drende Gøglere, men i de senere Aar er den bleven sjælden endog i zoologiske Haver. I Bjærgenes Fugle verden indtager Hønsefuglene en fremskudt Plads, selv om vi ser bort fra Tjurerne og Ryperne, hvis Liv vi jo en Gang har skildret. I Alpernes højtliggende Strøg, mellem Skovene og Snegrænsen færdes Stenhønen (Caccabis saxatilis), der er nær beslægtet med vor Agerhøne (n. Raphøne). Den har, naar man ikke vil ophøje stedlige Varieteter til Arter, en meget vid Udbredelse, idet den for- uden i Alperne forekommer i Italien, paa Balkanhalvøen og de græske Øer, i mange af Mellemasiens Bjærge lige til Altai, paa Sinai samt endelig i Bjærglandskaberne mellem det røde Hav og Nilen. Det mærkelige er imidlertid, at medens den mod Nord, i Alperne f. Eks., fortrinsvis holder sig til de højtliggende Strøg, lever den i sydligere Lande ogsaa paa Lavlandenes stenede og klipperige Sletter. Forklaringen er sagtens, at den kun finder sig tilpas paa skovløse, stenrige Steder og vil have Ensomhed og Fred, hvilket den i Sy- den søger ude i mennesketomme, halvt øde Udmarker, medens den i Norden kun kan finde det højt oppe paa Bjærgene. Vi skal se, at flere andre Klippefugle viser lignende Særegen- heder, hvad deres Forekomst angaar. Stenliønen er noget større end Agerhønen men af lignende Bygning, dog er dens Hale længere og bredere end dennes. Ryggen er blaagraa med mørkerødt paa Skuldrene, Struben hvid, indfortet med et sort Baand; Siderne er tegnede med korte, hvide eller gullige, røde og sorte Tværbaand, Halen er rødbrun, Bug og Haledækfjer okkergule. Næb og Fødder er skinnende røde. I Alperne forlader den kun sine højtliggende Tumle- pladser for i den strengeste Vintertid at søge Ly længere nede, hvor den da i Dale og paa Bjærgskraaninger kan træffes familievis ligesom Agerhønsene, hvem den i det hele ligner