Vor Klodes Dyr 1

DE PALÆARKTISKE DYR. 550 væsentlig Del af vilde Lilliearters Løg, som de opgraver ved Hjælp af deres stærke Fød- der og Næb. Brehm, der selv havde Lejlighed til at iagttage og jage disse prægtige Fugle, skildrer dem omtrent saaledes: »Ullar’en er en i enhver Henseende fængslende Fugl, skikket til at begejstre saavel Jægeren som Naturforskeren. I de egentlige Højbjærge gaar den om Sommeren op til de højeste Toppe, medens den om Vinteren søger ned til Skovgrænsen, men een Betingelse stiller den stedse til sit Opholdssted: det maa ikke være skovdækt, thi den er Klippefugl i Ordets sande Betydning. Jo vildere Klipperne, jo højere Styrtnin- gerne, jo uvejsommere for Dyr og Mennesker Bjærgvæggene er, des sikrere er man paa at træffe den. Saa vidt mulig udsøger den sig de højeste Toppe, men flyver fra dem om Dagen ned i Dale, til hvilke en Hest uden Møje stiger op, og opholder sig her paa Skraa- ninger, hvor enkelte Klipper dukker frem mellem grønsværklædte og kratgroede Partier. Ethvert Par har sit bestemte Standkvarter, som det ofte hævder fra Aar til Aar, og i hvis Nærhed det ikke taaler noget andet Par, om det end forekommer, at Parrene aflægger Besøg hos hinanden. Ullar’ens Stemme er en langtrukken, melodisk Fløjten, der høres tydeligt paa over en Kilometers Afstand men synes kun at være Fuglene til Tidkort og Fornøjelse, thi deres Lokken og Kalden, Hanners paa Hunners og disses paa Kyllingerne har langt mere Lighed med deres Slægtninges. De løber hurtigt og behændigt i noget bukket Stilling og flyver op med nogle faa, raske Vingeslag, for derefter at glide rask af Sted paa udspilede Vinger uden at røre disse, hvilket de kan gøre, fordi de næsten altid, naar de faas op, flyver nedad mod lavere Strøg. De ser ejendommelig langstrakte ud i Flugten, fordi Vingerne er saa korte. Om Dagen strejfer de en Del om, men ved Aften- tide opsøger de visse, bestemte, sikre Steder, for at tilbringe Natten der. Forud for Parringen gaar heftige Kampe mellem Hanerne, der i Farve ikke skiller sig synderlig fra Hønsene, men er betydelig større end disse. Hønen lægger 6 til 9 store Æg i en Rede, anbragt paa Bjærgskrænter, i en sid Fordybning, udkradset paa et Sted, hvor der har samlet sig noget Jord. Kun Hunnen ruger, men Hannen holder Vagt i Nærheden af Reden og advarer sin Mage mod enhver truende Fare. Kyllingerne kan meget snart flyve, og allerede naar de er paa Størrelse med vore Agerhøns, bruger de deres Vinger lige saa godt og paa samme ejendommelige Maade som Forældrene. De bliver sammen med disse hele Vinteren, og omkommer Hunnen, overtager Hannen hendes Fører- og Vejleder- pligter over for Kyllingerne, medens han, saalænge hun er i Live, vel holder sig i Nær- heden af dem og gør Sikkerhedstjeneste, men ikke blander sig i Opdragelsen. Alle store Rovfugle efterstræber Ullar’en og dens Afkom, men af Mennesket har den kun lidet at frygte i de afsides og lidet besøgte Bjærgegne, der er dens Hjem.« Ogsaa blandt Sangfuglene holder mange til i Højbjærgene, om end de fleste lader sig drive nedad i den strengeste Vintertid. I Alperne og andre syd- og mellemeuropæiske Bjærge træffes saaledes Alpebrunellen (Accentor alpinus), en lille, med vor almindelige Brunelle nær beslægtet Fugl paa c. 17 Ctm.s Længde. Den ligner nærmest en Lærke og er temmelig broget farvet, med askegraa, brunplettet Overkrop, hvid, sortstribet Strube, hvid- og rødgraat vatret Bug. Om Sommeren bebor den den egentlige Alperegion, hvor man Dagen igennem kan se den flyve fra Klippeblok til Klippeblok ivrigt beskæftiget med at fange Insekter, men dog givende sig Tid til jævnligt at lade sin ikke højlydte men me-