Vor Klodes Dyr 1

562 DE PALÆARKTISKE DYR. holdsvis lavt og let tilgængelige, men i mere beboede Bjærglande udsøger den sig de util- gængeligste Ødemarker og i disse atter de bratteste Fjældvægge og mest ti bestigelige Tinder til Redepladser. Et Klippefremspring eller hellere en ovenfra vel dækket Indhuling i Fjældvæggen bærer Reden, der er bygget som andre store Rovfugles. Den benyttes Aar efter Aar, ofte 20—30 eller flere i Træk, af samme Par eller af flere Par efter hinanden, og hvert Aar udruges der 1 eller 2 Unger, lige saa forslugne og lige saa omhyggeligt passede som Kongeørnens. I Fangenskab bliver Lammegribbe, der tages af Reden som Unger, meget tamme og fredelige, medens de, der fanges som ældre, i Reglen er og bliver vilde, gnavne og upå- lidelige. Af ægte Gribbe, hvis Levevis vil blive udførligere skildret andetsteds i dette Værk, forekommer flere Arter i den palæarktiske Region, men af dem vil vi her kun omtale to. Den gule Grib eller Gaasegribben (Gyps fulvus), der een Gang er skudt i Danmark, har hjemme i Sydeuropas, Nordafrikas og Vestasiens Bjærglande. Dens Hoved og lange Gaase- hals er bedækket med dunagtige Fjer, dens Næb er langt og forholdsvis svagt og Benene korte; den er lys brungul med sorte Vinger og Hale, de første med et lysere Tværbaand. Den er af betydelig Størrelse, c. 1,10 M. lang med over 2x/2 M.s Vingefang. Som andre Gribbe lever ogsaa denne Art selskabeligt og ruger koloni vis, ofte endog i Selskab med andre Rovfugle. Reden anbringes i en Klippehulhed og rummer kun eet Æg. Aadsler er alle Gribbes væsentligste Føde, og om dem samles de hurtigt og ofte i stort Antal. De kredser højt i Luften, og naar en faar Øje paa noget spiseligt, styrter den sig ned efter det. Dette ser de nærmeste Naboer til alle Sider, de følger efter, deres Naboer ligesaa og saaledes videre, saa at en hel Flok er samlet paa faa Minutter, hvor man maaske tidligere knap kunde faa Øje paa een. Størst af alle Europas Fugle er den graa Grib (Kultur monachus), hvis Hun endog overgaar Lammegribbens i Størrelse og Vægt, om ikke i Vingefang. Den har kortere Hals end foregaaende Art og kraftigere Næb, dens Hoved er beklædt med Dun, der i Nakken danner en kort Top, og dens Fjer er alle af en mørk, graabrun Farve. Den har væsentligt Udbredning fælles med den gule Grib, men gaar dog længere mod Øst og Sydøst ind i Kina og Indien. Nordligst yngler den i Karpatherne, og i Danmark skal den være skudt een Gang. Den bygger oftest i Træer og ikke kolonivis, men for øvrigt ligner den i Levevis sin gule Slægtning. Dog synes den oftere at angribe levende Dyr, om dens al- mindeligste og mest eftertragtede Føde end er Aadsler. De i Bjærgene levende Krybdyr og Padder frembyder ikke meget, der karakteriserer dem som Bjæigdyr, men der kan dog, som ovenfor sagt, ogsan hos dem parvises nogle Tilpasninger til Højbjærgenes strengere Klima. Kun undtagelsesvis er der saa stor Forskel mellem Lavlands- og Højlandsformerne, at disse sidste kan siges at være særlige Arter. Dette sidste er dog Tilfældet med Alpernes sorte Landsalamander (5. atrd), der af- løser den plettede i fra nogle Hundrede til et Par Tusinde Meters Højde. I Levevis skiller den sig dog ikke væsentligt fra hin, men dens Formeringsforhold er meget ejendomme- lige. Medens den almindelige Landsalamander lægger sine bristefærdige Æg eller — og almindeligst — føder sine allerede af disse udklækkede Larver i Vandet, mange i Tal, fø- der Alpesalamanderen kun 2, 4% til 5 Ctm. lange Unger. I hver af Moderens 2 Ægge-