Vor Klodes Dyr 1

Forfatter: W. DREYER, J.O. BØVING-PETERSEN

År: 1903

Forlag: DET NORDISKE FORLAG ERNST BOJESEN

Sted: KØBENHAVN

Sider: 720

UDK: 5919

FØRSTE BIND

INDLEDNING

DE ARKTISKE DYR

DE PALÆARKTISKE DYR

Søgning i bogen

Den bedste måde at søge i bogen er ved at downloade PDF'en og søge i den.

Derved får du fremhævet ordene visuelt direkte på billedet af siden.

Download PDF

Digitaliseret bog

Bogens tekst er maskinlæst, så der kan være en del fejl og mangler.

Side af 800 Forrige Næste
GLETSCHERLOPPEN. ;6z stokke anlægges vel 15—20 Æg, men af disse kommer kun eet i hver Side til Udvikling. Efter at Æggene er naaede ned i Æglederne, sprænger Larven, der er forsynet med store, udvendige Gæller, snart Æghinderne og lever nu en Tid lang af de øvrige Ægs Blomme- masse, indtil Gællerne er næsten helt svundne ind og den har naaet den angivne Stør- relse. Saa først kommer den til Verden og det paa tørt Land, fuldt i Stand til som lunge- aandende at undvære Vandet. Om Bjærgenes Fiske kunde der være adskilligt at berette, men da de gennemgaaende næppe er artsforskellige fra lavere Egnes, kan vi ikke skænke dem nogen særlig Omtale. Heller ikke om de lavere Dyr har vi stort at sige. Kun skal vi bemærke, at ligesom vi blandt Alpephnterne finder en Mængde Arter, der vel er nær beslægtede med, men dog tydeligt forskellige fra de tilsvarende i Lavlandene, saaledes træffer vi ogsaa blandt Alpe- boerne talrige Insektarter, der maa anses for omdannede Lavlandsformer. Men medens Alpeblomsternes Farver i Reglen er klarere og dybere end Sletteblomsternes, synes det mod- satte at gælde for In- sekterne, hvad der navnlig er iøjnefal- dende hos Sommer- fuglene.Deres Farver bliver mattere og de- res Tegninger mere udviskede, jo højere oppe de færdes. Op ad mod Sne- grænsen aftager na- turligvis alt Dyreliv, men end ikke ude paa de aldrig smel- tede Sneformer eller paa Bræisen ophører det helt. Ofte kan Vandreren blive overrasket ved højt oppe i de koldeste og vildeste Ødemarker eller inde paa en af Bræer omringet Klippe at blive en livskraftig Sommerfugl var, som omsværmer ham med hurtige Vingeslag, en sum men de Bi, en næsvis Flue o. 1. Men de er for det meste kun tilfældige Gæster, virkelig hjemmehørende hei ei kun faa og smaa Arter af Insekternes og Spindlernes Klasser. Blandt disse er dog een ret iøjnefaldende til Trods for sin Lidenhed, idet den ofte forekommer mængdevis i Sneen og paa Biæeine. Det er den saakaldte Gletscherloppe (Desoria glacialis), et lille Dyr af Springhalernes (Poduridæ) Æt. Den er vingeløs, sort og udstyret med traadformede Følehorn. Bagkroppen er 8-leddet og beklædt med Børster, og den ender med en lang Springgaffel, ved hvis Hjælp Dyret kan smælde sig rask af Sted i Spring, der i Forhold til Legemets Længde (2 Mm.) er kæmpemæssige. Gletscherloppen træffes paa Alpernes og andre Højbjæiges Sne og Is, lige saa højt op, som Mennesker er naaede. Hvad den lever al, ei en Gaa.de, og hvorledes den kan undgaa at stivfryse ved 100 Kulde og mere, er ikke min die gaadefuldt. Men vist er det, at den er livlig og i Bevægelse ved endnu lavere Kuldegiadei. 69* Fig. 327. Gletscherlopper.