Vor Klodes Dyr 1
Forfatter: W. DREYER, J.O. BØVING-PETERSEN
År: 1903
Forlag: DET NORDISKE FORLAG ERNST BOJESEN
Sted: KØBENHAVN
Sider: 720
UDK: 5919
FØRSTE BIND
INDLEDNING
DE ARKTISKE DYR
DE PALÆARKTISKE DYR
Søgning i bogen
Den bedste måde at søge i bogen er ved at downloade PDF'en og søge i den.
Derved får du fremhævet ordene visuelt direkte på billedet af siden.
Digitaliseret bog
Bogens tekst er maskinlæst, så der kan være en del fejl og mangler.
;88
DE PALÆARKTISKE DYR.
ninger om, hvorvidt de to ørelignende Tappe paa Hovedet staar i Aandedrættets Tjeneste,
eller om de kun tjener til at sikre Puppens normale, oprette Stilling i Vandet. Bagkroppen
ender med et 4-bladet Vedhæng omtrent af Form som en Krebsehale og ligesom denne
brugbart som Fremdrivningsapparat. Corethra-Larverne er lange, smækre og glasklare,
hvilket sidste gør det muligt for dem at holde sig temmelig passive, idet de er lidet iøjne-
faldende for de Smaadyr, som de lever af og som ofte nærmer sig dem paa Gribehold
uden at se dem. Det eneste, der er synligt af dem, er de sorte Øjne, Munddelene og 2
Par Luftsække, et fortil og et bagtil i Legemet. Paa Undersiden af sidste Bagkropled sidder
en lille, nydelig Række haarede Børster, der tilsammen danner en Slags lodret stillet Finne.
De omtalte Luftsække maa antages at tjene til at holde Dyret i Ligevægt i Vandet, med
Aandedrættet har de i alt Fald intet at gøre, det synes udelukkende at foregaa gennem
Huden.
I den bløde Mudderbund vil man
Mængde røde »Orme«, der kan blive
selv i meget smaa Vandsamlinger ofte træffe en
et Par Ctm. lange eller lidt mere. De er i Virke-
ligheden ingenlunde Orme, men derimod Larver
til Myg af C h i r o n o m u s - Slægten, som udmær-
ker sig fordelagtigt ved ikke at være stikkende,
og som kendes ved den Vane, de har, at hæve de
lange Forben i Vejret, naar de sidder. Stikmyggene
derimod løfter ofte Bagbenene, men ikke For-
benene. Larverne danner sig Gange i Mudderet
og udforer dem med Spind; i dem sidder de med
Hovedet stukket frem. Forstyrrer man dem, træk-
ker de sig ind i Gangene, og roder man op i Bun-
den, kommer de frem for med Ottetal-formede
Slyngninger at kaste sig gennem Vandet. De aan-
der vistnok ved Hjælp af nogle blodfyldte Ved-
Fig. 352. SimuEum-Larver fastsiddende
paa en Sten (lidt forstørrede).
hæng agter ude paa Bagkroppen, der fungerer som
Gæller, og de lever af Mudderets organiske Bestanddele. Pupperne ligner i Form andre
Myggepupper, kun er de noget mere langstrakte og aander gennem en Dusk haarformede
Lultiølsgæller, der har Plads fortil paa Rygsiden. Bagkroppen ender med en bred, vandret
Finne aflange J raade, der kan benyttes som et Svømmeapparat, naar Pupperne, der for
det meste ligger halvt begravede i Mudderet, undtagelsesvis vil skifte Plads.
Endnu vil vi omtale nogle Myg (Simulia), der spiller en stor Rolle, navnlig i visse
Egne af Mellemeuropa, og blandt hvilke navnlig Columbaczer-Myggen (Simulium
columbaczense) har gjort sig berygtet. Den udklækkes i umaadelige Sværme i Dele af
Donau under dens Løb gennem Ungarn og kaster sig graadigt over Kvæghjorde i Om-
egnen. Dyrene bliver aldeles rasende ved de smaa, fluelignende Mygs Stik og dør ofte
af Ophidselse og Blodtab.
Simulia-Arterne lægger Æg og udvikles i stridt rindende, klare Vandløb, saaledes f.
Eks. i nogle jydske Aaer, fra hvis Opland man da ogsaa af og til hører om »giftige« Myg,
der ødelægger eller i alt Fald sejgpiner Kreaturerne. Larverne er i Stand til at hævde
deres Plads i de stærkeste Strømme, ja endog mellem Stenene i en Fos, saa smaa og skrø-
belige de ogsaa er at se til. De ligner ikke de beskrevne Myggelarver, men er nogle højst