Vor Klodes Dyr 1

Forfatter: W. DREYER, J.O. BØVING-PETERSEN

År: 1903

Forlag: DET NORDISKE FORLAG ERNST BOJESEN

Sted: KØBENHAVN

Sider: 720

UDK: 5919

FØRSTE BIND

INDLEDNING

DE ARKTISKE DYR

DE PALÆARKTISKE DYR

Søgning i bogen

Den bedste måde at søge i bogen er ved at downloade PDF'en og søge i den.

Derved får du fremhævet ordene visuelt direkte på billedet af siden.

Download PDF

Digitaliseret bog

Bogens tekst er maskinlæst, så der kan være en del fejl og mangler.

Side af 800 Forrige Næste
;88 DE PALÆARKTISKE DYR. ninger om, hvorvidt de to ørelignende Tappe paa Hovedet staar i Aandedrættets Tjeneste, eller om de kun tjener til at sikre Puppens normale, oprette Stilling i Vandet. Bagkroppen ender med et 4-bladet Vedhæng omtrent af Form som en Krebsehale og ligesom denne brugbart som Fremdrivningsapparat. Corethra-Larverne er lange, smækre og glasklare, hvilket sidste gør det muligt for dem at holde sig temmelig passive, idet de er lidet iøjne- faldende for de Smaadyr, som de lever af og som ofte nærmer sig dem paa Gribehold uden at se dem. Det eneste, der er synligt af dem, er de sorte Øjne, Munddelene og 2 Par Luftsække, et fortil og et bagtil i Legemet. Paa Undersiden af sidste Bagkropled sidder en lille, nydelig Række haarede Børster, der tilsammen danner en Slags lodret stillet Finne. De omtalte Luftsække maa antages at tjene til at holde Dyret i Ligevægt i Vandet, med Aandedrættet har de i alt Fald intet at gøre, det synes udelukkende at foregaa gennem Huden. I den bløde Mudderbund vil man Mængde røde »Orme«, der kan blive selv i meget smaa Vandsamlinger ofte træffe en et Par Ctm. lange eller lidt mere. De er i Virke- ligheden ingenlunde Orme, men derimod Larver til Myg af C h i r o n o m u s - Slægten, som udmær- ker sig fordelagtigt ved ikke at være stikkende, og som kendes ved den Vane, de har, at hæve de lange Forben i Vejret, naar de sidder. Stikmyggene derimod løfter ofte Bagbenene, men ikke For- benene. Larverne danner sig Gange i Mudderet og udforer dem med Spind; i dem sidder de med Hovedet stukket frem. Forstyrrer man dem, træk- ker de sig ind i Gangene, og roder man op i Bun- den, kommer de frem for med Ottetal-formede Slyngninger at kaste sig gennem Vandet. De aan- der vistnok ved Hjælp af nogle blodfyldte Ved- Fig. 352. SimuEum-Larver fastsiddende paa en Sten (lidt forstørrede). hæng agter ude paa Bagkroppen, der fungerer som Gæller, og de lever af Mudderets organiske Bestanddele. Pupperne ligner i Form andre Myggepupper, kun er de noget mere langstrakte og aander gennem en Dusk haarformede Lultiølsgæller, der har Plads fortil paa Rygsiden. Bagkroppen ender med en bred, vandret Finne aflange J raade, der kan benyttes som et Svømmeapparat, naar Pupperne, der for det meste ligger halvt begravede i Mudderet, undtagelsesvis vil skifte Plads. Endnu vil vi omtale nogle Myg (Simulia), der spiller en stor Rolle, navnlig i visse Egne af Mellemeuropa, og blandt hvilke navnlig Columbaczer-Myggen (Simulium columbaczense) har gjort sig berygtet. Den udklækkes i umaadelige Sværme i Dele af Donau under dens Løb gennem Ungarn og kaster sig graadigt over Kvæghjorde i Om- egnen. Dyrene bliver aldeles rasende ved de smaa, fluelignende Mygs Stik og dør ofte af Ophidselse og Blodtab. Simulia-Arterne lægger Æg og udvikles i stridt rindende, klare Vandløb, saaledes f. Eks. i nogle jydske Aaer, fra hvis Opland man da ogsaa af og til hører om »giftige« Myg, der ødelægger eller i alt Fald sejgpiner Kreaturerne. Larverne er i Stand til at hævde deres Plads i de stærkeste Strømme, ja endog mellem Stenene i en Fos, saa smaa og skrø- belige de ogsaa er at se til. De ligner ikke de beskrevne Myggelarver, men er nogle højst