Vor Klodes Dyr 1
Forfatter: W. DREYER, J.O. BØVING-PETERSEN
År: 1903
Forlag: DET NORDISKE FORLAG ERNST BOJESEN
Sted: KØBENHAVN
Sider: 720
UDK: 5919
FØRSTE BIND
INDLEDNING
DE ARKTISKE DYR
DE PALÆARKTISKE DYR
Søgning i bogen
Den bedste måde at søge i bogen er ved at downloade PDF'en og søge i den.
Derved får du fremhævet ordene visuelt direkte på billedet af siden.
Digitaliseret bog
Bogens tekst er maskinlæst, så der kan være en del fejl og mangler.
Fig. 354. Eristalis-Fluen og dens Larver.
for Puppen. Af denne bryder allerede efter 8—14 Dages Forløb den ret store Flue, som
ligner en Honningbi, frem. Det er den, der ligger til Grund for Oldtidsforfatternes Histo-
rier om Bisværme, opstaaede af forraadnede Stoffer.
59°
DE PALÆARKTISKE DYR.
de sig i Vandskorpen ved at slaa Haarkransen ud, og naar de atter gaar til Bunds, bøjer
de den sammen, saa den omslutter et ægformet Rum, fyldt af en Luftblære. Larverne er
3—4 Ctm. lange, paafaldende større end baade Fluen og Puppen. Denne sidste bliver lig-
gende i den luftfyldte Larvehud, som flyder om paa Vandets Overflade, til den, naar For-
vandlingen til Insekt er fuldbyrdet, revner langs Ryggens Midtlinie og aabner Fluen Ad-
gang til Lyset og Luften.
Endnu mere paafaldende er Er is talis-Larverne, de saakaldte »Rotter«, der har faaet
Navn af deres lange, om en Rottehale mindende Aanderør, som sidder i Bagenden af det
korte, tykke, bløde og pølseformede, tværrynkede Legeme, i hvis Forende ses et tilbage-
trækkeligt Hoved med en lille Mundaabning. Ned langs Bugsiden har Larven 7 Par korte
»uægte« Fødder, hver med en Krans af Kitinhager.
Man træffer ofte disse »Rotter« massevis i Rendestene, Mudderpøle, Møddingpytter
og lignende uhumske Steder, hvor de kryber om ved Hjælp af Bugføddernes Krogkranse.
Deres Legemslængde er 11/2 til c. 2 Ctm., men deres Aanderør, der er snildt indrettet til
at skydes ud og ind, kan forlænges til c. 15 Ctm. De kan derfor ligge i Mudderet og
strække det op til Overfladen af det lave Vand, hvori de lever, for gennem det at indaande
Luft. Før Forpupningen gaar de i Land, og Larvehuden tjener ogsaa hos dem til Hylster
Endog Sommerfuglelarver træffes i ferske Vande, hvor fremmed den Tanke end
maa synes, at Sommerfugle virkelig vover sig ned i Vandet for at lægge Æg. Blandt flere
Arter vil vi nævne den lille Paraponyx straliotata, hvis Larver viser en udtalt Tilpasning
til Vandlivet, idet de aander ved Luftrørsgæller, der sidder i Mængde langs Sider og Ryg.
Ellers ligner de andre Sommerfuglelarver, og man træffer dem paa den bekendte Vand-
plante Krebseklo; de spinder to af dennes Blade sammen til et Skjul og forpupper sig i
et tæt Silkehylster, anbragt paa et Blad og fyldt med Luft rimeligvis paa den Maade, Siv-
bukkenes Larver benytter. Pupperne er nemlig luftaandende.
Endnu mere udtalte Vanddyr er nogle smaa Sommerfugle af Slægten Accen tropus.
Deres Livshistorie, der er meget kompliceret, er endnu ikke fuldt udredet, men man
ved, at der foruden de smaa, flyvende Hanner forekommer to Hunformer, en flyvende
og en vingeløs, hvilken sidste næppe nogen Sinde forlader Vandet. Æggene aflægges under
dette paa forskellige Planters Blade, og Larverne, der udvoksede er 10—12 Mm. lange,
lever paa og af de samme Blade. De aander Luft gennem Aandehuller, som har Plads langs
ned af Legemets Sider og fører ind til Luftrør. Da de ikke stiger op til Overfladen for at
aande og overvintret under Vand, maa de paa en eller anden Maade tage den fornødne