Vor Klodes Dyr 1

Forfatter: W. DREYER, J.O. BØVING-PETERSEN

År: 1903

Forlag: DET NORDISKE FORLAG ERNST BOJESEN

Sted: KØBENHAVN

Sider: 720

UDK: 5919

FØRSTE BIND

INDLEDNING

DE ARKTISKE DYR

DE PALÆARKTISKE DYR

Søgning i bogen

Den bedste måde at søge i bogen er ved at downloade PDF'en og søge i den.

Derved får du fremhævet ordene visuelt direkte på billedet af siden.

Download PDF

Digitaliseret bog

Bogens tekst er maskinlæst, så der kan være en del fejl og mangler.

Side af 800 Forrige Næste
VANDEDDERKOPPEN. 599 Fig. 363. Vandedderkopper med deres Dykkerklokke. (Figuren foroven angiver Øjnenes Stilling.) slaas ind mod det udhulede Laar. Dog er dette Gribeapparat hos Skorpiontægen stillet i det vandrette Plan. De andre Ben er lange og kun brugelige til Gang, Svømning er Dyret daarligti Stand til at præstere. Bagkroppen ender med en lang Børste, bestaaende af tvende, rendeformede Stykker; ved at lægges op til hinanden danner de et Aanderør, som Dvret stikker op over Overfladen, naar det trænger til Luft. Munden er en Stikke- og Sugemund. Det samme gælder for den langstrakte, tynde Ranatra linearis, hvis Gribeben virker i det lodrette Plan og som har stærkt forlængede Gangben (2det og z6ie Par). Den er gul- graa med gule Sider og rød, af de mathvide Bagvinger skjult Bagkropryg. Den er bygget efter samme Princip som de »vandrende Pinde« og kan let, naar den t. Eks. tages i en Ketser og holder sig, som dens Vane er, ubevægelig, tages for en Stump snavset Straa. Det lange Aanderør iberegnet bli- ver den 7 — 8 Ctm. lang, og den holder sig mest til Bunden, hvor den lurer paa Bytte. Hermed er vi færdige med Insekterne og har afLeddyr endnu kun Spindlerne at omtale, blandt hvilke den mærkeligste er Validedderkoppen (Argyroneta aqvatica), der i ydre ikke er synderlig for- skellig fra andre Edderkopper men des mere i Levevis. Hannen bliver, tvært imod hvad der er almindeligt hos dens Ætfæller, større end Hunnen, c. 15 mod c. 12 Mm. Begge er brunlige med sorte Tegninger paa Forkroppen og med tæt, graalig Haarklædning paa Bagkroppen. Under Vandet er denne sidste indhyllet i et glinsende Luftlag, der tilbageholdes mellem Haarene af en fernisagtig Hinde, som stammer fra S pindekirtlerne. Da Dyret er luftaandende, maa det, for uforstyrret af Aandenød at kunne passe sine Forretninger under Vandet, træfle særlige Foranstaltninger. Det bygger sig til den Ende en Dykkerklokke, idet det til at begynde med spinder nogle Traade paa Kryds og tværs mellem et Par Vandplanteblade. Derpaa gaar det til Vejrs, stikker Bagkropspidsen op over Vandet, spærrer Spindevorterne vidt ud fra hinanden og dykker under med en stor Luftblære hængende ved Bagenden. Denne giver det fra sig saaledes, at den fonges af Spindet; den forhindres fra at stige op til Overfladen ved en Fernishinde, som ordnes med Bagbenene. Luftblære efter Luftblære føjes til den første, til der er dannet en luftfyldt, sølvglinsende Beholder af Ballonform, fortøjet med flere eller færre Traade til Omgivelserne. Fra den nedadvendende Aabnings Rand udstraaler nogle Traade, der tjener til Fangenet eller til at underrette den i Klokken med nedadvendt Hoved siddende Edderkop om, naar et eller andet Dyr rører ved dem. Vandedderkoppen lever af Smaadyr, som den jager i Vandet, og man kan ofte i Akva-