Vor Klodes Dyr 1

Forfatter: W. DREYER, J.O. BØVING-PETERSEN

År: 1903

Forlag: DET NORDISKE FORLAG ERNST BOJESEN

Sted: KØBENHAVN

Sider: 720

UDK: 5919

FØRSTE BIND

INDLEDNING

DE ARKTISKE DYR

DE PALÆARKTISKE DYR

Søgning i bogen

Den bedste måde at søge i bogen er ved at downloade PDF'en og søge i den.

Derved får du fremhævet ordene visuelt direkte på billedet af siden.

Download PDF

Digitaliseret bog

Bogens tekst er maskinlæst, så der kan være en del fejl og mangler.

Side af 800 Forrige Næste
DE PALÆARKTISKE DYR. Gobio), der i Danmark kun er truffen i Susaaen. Den bliver hos os ikke over ; —6 Ctm. lang, medens den andetsteds naar den dobbelte Længde. Ifølge Fedders en er en anden Art, Bjærg ulken (C. poecilopus), der er almindelig i S verrig, at finde i Skjernaaens øvre Løb. Ganske anderledes almindelig og godt bekendt er Gedden, n. Gjedden (Esox ludus) t vore ferske Vandes største Rovfisk. Den er let kendelig ved sin ejendommelige Form, sit lange, flade, næbagtige Snudeparti og sit tandstruttende Gab. Hvad Farve angaar, varierer den stærkt efter de Vandes Beskaffenhed, i hvilke den lever, men normalt er den grønlig paa Ryggen med lysere, gulplettede Sider og hvid Bug. Den er en circumpolar Art, at træffe næsten overalt paa den nordlige Halvkugle uden for de tropiske og arktiske Egne. Hos os er den almindelig ikke blot i fersk, men ogsaa i brakt Vand. i i» - /■'" V \ ' i ■ ■; /, / Fig. 372. Bjærgulk. Om Sommeren staar Gedden Dagen igennem rolig et eller andet dulgt og skygge- fuldt Sted mellem Vandplanter og Siv eller ude i Søernes Grødebanker. Hvis den er sul- ten, snapper den efter ethvert Bytte, der nærmer sig, i modsat Fald gider den ikke afbryde sin Siesta, men lader det gaa i Fred. Dens normale Jagttid er, især i varmt og stille Sol- skinsvejr, Aftenen og Natten, men noget egentligt Natdyr er den ikke, den driver kun sit Røver i paa en noget forskellig Vis i Døgnets forskellige Afsnit: om Dagen staar den paa Lui, om Natten gaar den paa Jagt. Dens Glubskhed er bekendt. Til Tider synes den næ- sten umættelig, og den binder da an med Bytte saa stort, at den har ondt ved at svælge det. Hvor lidet følsom den er for Smerte, viser den Kendsgerning, at den ikke sjældent bider paa Krogen, umiddelbart efter at den er sluppen af den med betydelige Læsioner af Munden, ja selv med en nylig erhvervet Krog i sig hugger den undertiden paa ny paa Madingen. Dens som andre Fiskes Aandsevner er sikkert nok stærkt begrænsede. Højst kan den udvise en vis Snuhed og Forsigtighed, men som dens Hjerne er paafaldende lille og uudviklet, saa le des er dens Kløgt ringe.