Vor Klodes Dyr 1

DE PALÆARKTISKE DYR. hvis Grøfter var dens bedste Jagtpladser. Da lød en Susen i Luften, ogen Flok Vadefugle kastede sig ned mod Vandfladen med en Fart, saa man skulde tro, de mnatte forsvinde under den; men nej, netop som de næsten rørte ved den, forandrede de Retning og strøg hen over den i en yndefuld Bue, forsvindende under melodiske Fløjt, forstyrrede ved vor Nærværelse og kyste fra, hvad der sagtens var deres Plan: at sætte sig ved Dammens Bred og søge bøde i dens fede Mudder. Rundt om hørtes Maagernes Skrig, Vibens ængstelige Vi-vit og Rødbenens skingre, totonede Advarselsskrig, og den dobbelte Bekkasins under- lige Susen lød ned til os, højt oppe fra Luften, hvor vi knap kunde faa Øje paa den, mens den omfløj os i store Kredse og nu og da kastede sig et Stykke ned for at lade sine Styre- fjer vibrere. Mellem Sivene sang Rørspurv og Rørsanger, og i Engen vandrede Storken gravitetisk om, som var Livet idel Frøer og højtideligt Alvor. Her har vi set Brushanerne kæmpe i Kæret inde under Land, hvor om Efteraaret Brokfuglene flokkedes i Titusindvis, medens hen mod Aften Stærene kom susende Sværm efter Sværm for at overnatte i Sivene. Her yng- lede den store Regnspove, hvis langtrukne, melankolske Fløjt lød saa underlig trist gennem Tan- gen, der om Aftenen tætnedes og skjulte Sø og Sump for alle Blik- ke, og her samledes ud paa For- vinteren, inden Vandet frøs til, efter Solfaldstid Ændernes store Mokke, som Dagen igennem hav- de ligget og fisket ude paa Fjor- dens Fladvande i Selskab med Gæs og med Hundreder af Sva- ner, hvis Klokketoner i stille, frostklare Nætter lød langt ind over det sovende Land. De mange Vandfugle, vi ved denne Lejlighed lærte at kende, skal vi ret snart omtale, men forinden maa vi sige nogle Ord om enkelte Fugle, som, uden at høre hverken til Vaderne eller Svømmefuglene, har knyttet sig til og søger Føde i det ferske Vand. Undertiden kan man ved Bredden af en stridt strømmende Bæk se en lille broget Fugl sidde stille paa en Gren med Blikket vendt mod det ilende Vand. Pludselig kaster den sig ned i dette og vender tilbage til sin Plads med en lille Fisk i Næbbet, som den lader forsvinde i sit rummelige Gab. Det er Isfuglen (Alcedo ispida), en Skrigefugl kun lidt større end en Spurv. Men den gør paa Grund af sit uforholdsmæssigt store Hoved et an- seligere Indtryk end en saadan. Det lange, kiledannede Næb er godt skikket til at gribe Fisk, der svømmer i eller tæt under Vandskorpen, men egentlig dykke kan Fuglen ikke. Vinger og Hale er korte, Benene ligesaa, og Tæerne er svage med korte Kløer, saa de vel egner sig til at klamre fast om Grene o. 1. men ikke til at gribe Byttet. Isfuglens