VANDSTÆREN.
grønne, blaa og røde Farver minder om Tropefuglenes Pragt. Den har hjemme i næsten
hele den palæarktiske Region og er egentlig ikke saa sjælden endda hos os; men som alle
ikke helt almindelige, nogenlunde iøjnefaldende 1 * ugle er den i høj Grad udsat for at blive
skudt bort, saa snart den viser sig. Og den er ikke vanskelig at nedlægge, thi vel er den
sky og urolig, men den har sine bestemte Udkigspladser, til hvilke den atter og atter ven-
der tilbage, og ved hvilke den er let at passe op. Den flyver temmelig tungt og kun kort
ad Gangen, men kan dog kaste sig ned i Van-
det ogsaa fra Luften af omtrent som en Terne.
Den er Standfugl her saavel som i Norge og
Sverrig; om Vinteren maa den holde sig til
aabne, stridt strømmende Dele af
Vandløbene.
Det er ingen let Sag at udspejde
Isfuglens Kede. Den graver nemlig
en indtil meterlang Gang ind i
bratte Skrænter ud mod Vandet og
om muligt saaledes, at Aabningen
er skjult af Planter. Ved Gravnin-
gen anvender den det stærke Næb
til at hakke Leret løst, hvorefter
den skraber det ud med
Fødderne. Underlaget
for dens 6—8 store,
hvide Æg bestaar ude-
lukkende af Fiskeknog-
ler, som den har opgyl-
pet, ligesom Rovfugle
opgylper Haar, Fjer o.l.
Blandt Sangfuglene
minder Vandstæren,
n. Fossekallen — eller
Elvkonge, Bækkefugl,
Kværnkal — (Cinclus
aquaticus), ved sin Leve-
maade noget om Isfug-
len. Den er lidt mindre
end en Stær, tæt og un-
dersætsigt bygget med et middellangt Næb, hvis Næsebor kan lukkes med en blød Hud.
Vinger og Hale er korte, Benene middelhøje med stærke Fødder; "dens Overside er sort-
plettet graa, Strube og Forbryst hvide. Fjerdragten er tæt og kort, og den holdes vand-
skydende ved Hjælp af Sekretet fra de store Kirtler ved Halens Rod.
Naar man en sen Efteraarsdag gaar langs med en Bæk, vil man undertiden blive over-
rasket ved at se og høre Vandstæren flyve op med 3—4 hurtige, skarpe og korte Skrig. I
rask Flugt følger den Vandløbet lavt mellem de dette indrammende Skrænter, til den er
Fig. 582. Vandstær.