Vor Klodes Dyr 1

TREDÆKKEREN. 647 Rørdrummen yngler i Europa og Mellemasien, men trækker Syd paa mod Vintertide. Hos os ligesom ogsaa i Sydsverrig har den tidligere været ret almindelig som Ynglefugl, medens den kun tilfældigt er truffen i Norge; i vore Dage er den sjælden overalt i Norden og forekommer næppe regelmæssigt rugende nogetsteds. Den har sit Tilhold i store Rør- bevoksninger, hvor Reden er anbragt saa dulgt som muligt. Om Foraaret melder den sin Ankomst ved Skrig, der har en vis Lighed med Ravneskrig, men desuden lyder da ogsaa Hannens Parringsraab, der kan høres i lang Afstand. Det siges, udtrykt i Bogstaver, at ligne et dumpt: Ue-prumb, gentaget nogle Gange i Træk og undertiden endende med et: Buh som et kort Tyrebrøl. Hvorledes Rørdrummen frembringer disse Lyde, der kun høres om Natten, er der delte Meninger om, og navnlig paastaar nogle, at den stikker Næbbet dybt ned i Vandet, idet den brøler, medens andre benægter dette. En Grev Wod- zicki, som Brehm citerer, har iagttaget en brølende Rørdrum i nærmeste Nærhed og set, hvorledes den stak Næbbet i Vand og gav Lyd, saa det sprøjtede op om den. Det af- sluttende »Buh« fremkom, idet den, efter at have trukket Næbbet op, stødte det Vand, den endnu havde i Svælget, fra sig i en tyk Straale. For øvrigt fører Rørdrummen et stille og dulgt, natligt Liv; den søger saa vidt muligt at undgaa at blive set og indtager, naar den overraskes, en Stilling omtrent som Dværg- hejrens, hvorved den næsten endnu mere end denne kommer til at ligne en Stump Pæl. Dens lydløse Flugt minder om Uglernes, men om Dagen flyver den kun lidt og da kun lavt. Om Natten derimod foretager den længere Udflugter højt i Luften, thi den er i Virkeligheden en dygtig og udholdende Flyver. Som Følge af sin Størrelse nøjes den ikke med Smaadyr til Føde men tager ogsaa Frøer, Fisk, Fugleunger, Snoge o. 1. Af Vaderne har vi endnu at omtale de tyndnæbbede eller Snæpperne (Debil irostres), hvis Fællesmærke er det lange, tynde, ofte bøjelige og med en blød, følsom Hud beklædte Næb. Blandt dem er Bekkasinerne de almindeligste og bedst bekendte. I mange jydske Moser og Kær yngler Tredækkeren, 11. Dobbeltbekkasinen (Galli- iiago major), der i Hovedsagen har Skovsnæppens (n. Rugdens) Farver, men dog er noget lysere end denne; de rustgule Pletter langs ned ad Ryggen samler sig tillige til to Striber paa hver Side. Den er betydelig mindre end dens nævnte, nære Slægtning og overgaar i Kropstørrelse næppe Brokfuglen. Europas og Asiens Tundraer er dens fornemste Yngle- hjem, men den træffes dog ogsaa rugende i ret stort Antal saavel paa Norges Fjælde som ogsaa i Sverrig. Naar den yngler saa forholdsvis talrigt i Jyllands Hedeegne, maa det tages i Betragtning, at disse, til Dels i alt Fald, har bevaret noget af den Tundrakarakter, de antog under den sidste Del af Istiden. Tredækkeren ankommer til sine jydske Ynglepladser i April eller Maj, men Æglæg- ningen tinder Sted paafaldende sent, ofte først i Juni, hvilket er i god Overensstemmelse med Fuglens Karakter som Tundrabo. Til Redepladser vælges side Eng- og Mosestræk- ninger, hvor fugtige, græsgroede Partier veksler med mere tørre, porsbevoksede Pletter. Ogsaa de Aaerne begrænsende Engstrøg, hvor mange frodige »Aakroge«, vandførende Grøfter og Væld med omgivende Hængesæk byder Fuglen de tænkeligst bedste Betin- gelser for Velvære, er meget yndede. Her samles Hannerne en Tid efter deres Ankomst, $—6 Stykker eller flere i Tal, for at opføre Parringslege i Aftendæmringen og ud paa Natten. Som underlige, bløde Fjertotter sidder de oppustede og sammenkrøbne, med Halen slaaet ud og Vingerne sænkede, paa en lille tør, lidt ophøjet Plet i Mosen. De