Vor Klodes Dyr 1

DE PALÆARKTISKE DYR. tager sig i Halvmørket nærmest ud som store Rotter, og først, naar Legene begynder, gaar det op for den ukyndige Beskuer, at det er Fugle, han har for sig. Under sære Bevægelser og en Slags sagte, pippende Sang danser hver enkelt sine Rundture, der af og til afbrydes af Kampe, udfægtede med Vingeslag og Næbstød. Men de har dog mere Karakter af le- gende Spilfægteri end af virkelig, alvorlig ment Strid. I lyse, lune Nætter vedvarer disse Parringslege, der formodentlig følges med Interesse af de mellem Pors og Lyng skjulte Hunner, til Daggry, kun afbrudte en Stund ved Midnatstid, medens Deltagerne spreder sig for at søge Føde: Insekter og andre Smaadyr. Naar Parrene har fundet hinanden, ophører Legene, og nu opsøges en passende Plads lor Reden, der kun bestaar af en lille, nødtørftigt med visne Plantedele udforet Fordyb- ning i Græsset eller paa en Tue. Hunnen ruger de 4 olivenbrune, mørkplettede Æg saa haardt, at hun undertiden bliver gjort et Hoved kortere af Leen. Ungerne vokser hurtigt til og kan allerede i August klare sig selv. Tredækkeren »holder« stærkt, saa det er ofte vanskeligt at faa en eneste stødt op, naar man ikke har en god Hund med. Selv for en saadan løber den, navnlig naar den ligger i høj Plantevækst eller mellem Tuer, saa længe som muligt, inden den tager til Vingerne. Naar den flyver op, giver den ingen Lyd fra sig, og den sætter straks Kursen lige ud og lavt, ligesom den i Reglen kaster sig snart igen. Derfor er den ogsaa let at skyde, hvilket ved Siden af den stadigt tiltagende Tørlægning af Moser o. 1. er Grunden til dens stærke, af alle Jægere beklagede Aftagen i Tal. Naar man en Foraarsdag færdes i en større Mose eller et Kær, vil man ofte høre en Lyd, der minderom en Geds Brægen eller en Hests fjerne Vrinsken, dale ned over en fra den klare Himmel. Det er Hannen af den dobbelte Bekkasin, n. Enkeltbekkasinen (G. media), Horsegøgen, Horsgummen, som den kaldes i Jylland, der er paa Bryllupsflugt. Den svinger sig højt til Vejrs i store Kredse, og Lyden fremkommer, idet Fuglen med udslaaet Hale kaster sig et Stykke ned gennem Luften, ved en Dirren af de yderste Styre- fjer, der er meget stive. Naar Hannen har øvet sine Kunster en Tid lang, høres der et- steds ude i Kæret et lokkende Raab, som kan gengives ved et fløjtende »Djyp-djyp«; straks lægger han Vingerne til Kroppen og lader sig falde næsten lodret til Jorden med en skarp Susen, der kan høres temmelig langt bort, thi hans beundrende Mage har kaldt ham ned at nyde Elskovs søde Løn. Den dobbelte Bekkasin, der er ret almindelig i hele Danmark, kommer hertil allerede i Slutningen at Marts, og i April er Æggene lagte. Naar man desuagtet undertiden hører Hannens Bryllupsflugt senere paa Aaret, maa det hidrøre fra, at et Par har fundet hin- anden usædvanlig sent eller har faaet deres første Læg forstyrret. Den drager sent herfra, thi gennem hele Oktober og ind i November træffes den regelmæssigt om end i aftagende Tal. De Bekkasiner, der har yngler eller er fødte hos os, trækker dog bort tidligere, men deres Plads udfyldes saa af dem, der, ofte i stort Antal, kommer hertil Nord fra. I Skandinavien ruger den dobbelte Bekkasin spredt overalt undtagen i de nordligste Strøg, og den forekommer ligeledes ynglen de i Mellemeuropa og Sydsibirien. Men ogsaa den er i stærkt Aftagende i største Delen af Europa. Til Opholdssted foretrækker den hos os Tørvegrave, Indsøers og Aners fugtige Bredder, hvor der staar lidt Vand og siver mel- lem Græsset, de vandere Dele af Moserne o. 1. Her trykker den sig tidligt paa Efteraaret stærkt, men senere hen, naar Trækket er begyndt og de hos os udrugede er dragne Syd