Vor Klodes Dyr 1

6;8 DE PALÆARKTISKE DYR. Jægers kløid driver Fiskeri i Fællesskab. De ordner sig i en lang Linie parallelt med Kysten og svømmer dykkende og plaskende mod Land, idet de jager Fiskene foran sig "Ø1 1'gt Bytte, naai de er drevne sammen under Land. Reden bygges i hule Træer, og i Sverrig bruges det flere Steder at sætte udhulede Træbulle op, i hvilke Fuglen saa hækker, og af hvilke man tager Æggene bort, efterhånden som de lægges. Paa denne Maade kan den drives til at lægge en Snes Æg, medens det normale er 10 til 12. Den toppede Skallesluger, n. den almindelige Fiskeand (M. serrator), er noget mindie og andeiledes farvet, idet Hannen er mørkere og mangler den prægtige Farve paa Undersiden, der er hvid med rødbrunt vatret Forbryst. Den har omtrent Udbredelse fælles med sin større Slægtning og er endnu almindeligere end den i Skandinavien baade ved.Hav og Sø. Hos os yngler den flere Steder, og den er ligesom den store Skallesluger almindelig om Vinteren rundt om i vore Farvande: den bygger Rede paa Jorden. Mindst er den hvide Skallesluger, n. den hvide Fiskeand (M. Mellus'), hvis Han i Vinter- dragt er rent hvid med en sort Plet paa Kinderne, sort Ryg og graavatrede Sider, medens Hunnen bl. a. har brun Nakke og Nakketop. Den er nærmest en arktisk Art, der yngler i det yderste Norden bl. a. i Lapmarkerne, men ses ret jævnlig hos os om Vinteren. Higlene af Pe li kan gruppen er som oftest udprægede Havfugle. Deres Bagtaa er truk- ken noget til den ene Side og forbunden med de andre Tæer ved en Hud; en saadan Fod kaldes Aaielod, og den er karakteristisk for denne Gruppe. Nogle af de egentlige Peli- kaner yngler dog ved Ferskvand, saaledes navnlig ogsaa de to europæiske Arter: Peli- canus onocrotalus og c rispus, af hvilke den første som udvoksen er hvid med rosenrødt Skær og brunsorte Svingfjer, samt med højrøde Øjne; den anden er ikke synderlig for- skellig i Udseende eller hvad Fjerfarver angaar, men dens Øjne er sølvhvide. Begge er ud- bredte over Middel- og Sortehavslandene samt Ungarn og derfra Syd paa ned i Afrika og Øst paa ind i Mellemasien og Indien, men P. crispus er en mere østlig Form, der navnlig har hjemme 1 det sydøstlige Europa og videre Øst paa. Den første er skudt nogle faa Gange 1 Sverrig, og Knogler af den anden er (ifølge Winge) fundne i en dansk Affalds- dynge fra den ældre Stenalder. I elikaneine er de største af alle Svømmefugle og det mest karakteristiske ved dem er deres vældige Næb, der bestaar af et langt, fortil afrundet, næsten overalt ens bredt, flad- trykt Overnæb, som ender med en stærk Krog. Undernæbbet derimod dannes kun af to svage, fortil sammenløbende Lister, mellem hvilke er udspændt en stor, elastisk Hudpose, der tjener til Gemmested og Transportmiddel for fangede Fisk. Hovedet er lille, Halsen lang, Kroppen svæi, Vingerne lange, Halen temmelig kort, Benene lave og stærke; Nak- ken er prydet med en Fjertop. Paa Landjorden gør disse store Fugle ingen god Figur, men de svømmer udmærket 08 flyver glimtende. Dykke kan de ikke, saa de fisker kun i Vandets øvre Lag og inde paa Flak, men de er drevne Fiskere og vel forfarne i Samvirken under Fiskeriet. De jager Fiskene mod Land i en Halvcirkel eller indcirkler dem fuldstændigt ude paa det aabne \ and, og de fisker i smalle 1*loder mod hinanden i to Partier, det ene med, det andet mod Strømmen. Rederne bygges ude i utilgængelige Sumpe, helst kolonivis, og bestaar af en stor, paa blød Mudderbund ophobet Plantemasse. Ogsaa Sove- og Hvilepladserne er fælles tor et større Antal Pelikaner, som vanskeligt lader sig fordrive fra dem. Hvor der er Træer, tager de Stade i dem, ellers tager de til Takke med en Holm eller en Sand-