Vor Klodes Dyr 1

BÆVEREN. 663 Tæer, som for Bagpoternes Vedkommende er forbundne med en, ud til Kloerne naaende Svømmehud. Halen er trind ved Roden, hvor den er haarklædt, men i øvrigt fladtrykt og bred, med tynde, skarpe Rande og afrundet bagtil samt beklædt med en sortegraa, i hor- nede, skællede Felter delt Hud. Øjnene er smaa og udstyrede med en Blinkhinde, den lille Ørelap kan lægges som et vandtæt Laag hen over Øreaabningen, og Næseborene kan ligeledes lukkes tæt til. Pelsen er tæt, blød, varm og fuldstændig vandskydende. Som man ser, er Bæveren et til Livet i Vandet udmærket tilpasset Dyr. Den lever ved Floder og mindre Vandløb og var i ældre Tid almindelig overalt i Europas Skovomraade. Ogsaa hos os har den levet, hvad Fund i Moser og Affaldsdynger viser, og i alt Fald et Stednavn (Bjæverskov paa Sjælland) tyder paa, at den har holdt sig her temmelig langt ned i Tiden. Ved Rhonen lever endnu enkelte Bævere, ligesaa ved Elben og et Par af dens Tilløb. I Norge var den ret talrig indtil Midten af forrige Aarhundrede, men derefter tog den pludselig stærkt af i Tal, saa den snart forsvandt ganske fra mange Egne. I de senere Aar menes den dog atter at være i Tiltagende, og den har paa ny vist sig flere Steder, hvor den var uddød. Hovedbestanden findes i Telemarkens mest afsides Skove, og hele Antallet af norske Bævere anslaas for Tiden til c. 100. I Rusland og Østerrig er den noget almindeligere, men dog stadig sjælden, og først i Sibirien træffes den i større Kolonier. I Nordamerika var den tidligere yderst almindelig, men nu er den ogsaa der trængt tilbage til afsides og sjældent besøgte Egne. Bæveren lever hovedsagelig af Træbark, friske Blade og saftige unge Skud af Løvtræer, Den skræller behændigt Barken af afbidte Grene, som den siddende i oprejst Stilling holder mellem Forpoterne og sætter i rask roterende Bevægelse. Undertiden skal den og- saa æde saftigt Græs, som den med Forpoterne presser solidt sammen til en Dusk og der- paa afbider. Til Vinterbrug samler den Grene, som fastgøres paa Bunden af Vandet, saa dybt, at Isen ikke kan naa den. For at skaffe sig den nødvendige Føde og til Brug ved sine Bygningsarbejder fælder den talrige Træer. Mest yndede er i Amerika Pile, og kun hvor saadanne mangler, forgriber den sig paa Bævreasp, Poppel, Ahorn, Ask og Birk; El og Eg røres kun i Nødsfald, Naaletræer aldrig. I Norge foretrækker den Bævreasp for alle andre og holder meget af El. Træer paa indtil 1/2 Mt.s Gennemsmit fældes let, og det paa- staas endog, at Stammer med Diameter af 1 Mt. er faldne for dens Tænder. Naar Bæveren skal til at angribe et Træ, sætter den sig solidt til Rette paa Bagdelen, idet den bruger Halen som Støtte. Derpaa bøjer den Hovedet til Siden og gnaver løs paa Stammen c. V2 Mt. fra Jorden, idet den afbider Spaan paa Spaan med stor Akkuratesse ved Hjælp af de store, mørkebrune, skarpe, mejseldannede Fortænder i Overmunden. Er Træet tyndt, arbejder den kun paa det fra Siden, modsat den, hvortil det hælder, men hvis det er tykt, gnaver flere i Fællig en regelmæssig Fure rundt om hele Stammen, der til sidst ser ud som to spidsede Blyanter forenede ved Spidsen. Den sidste Forbindelse mellem Stub og Stamme har dog sjældent sin Plads i Centrum, idet der i Reglen mejsles mindst bort paa den Side, Bæveren vil have Træet til at falde til. Hvis det gror tæt ved Vandet, skal det helst falde ud i dette, men i andre Tilfælde kan det være fordelagtigst for Dyrene, at det styrter i en anden Retning, og de ved stedse at indrette det saa snildt, at det kommer til at ligge netop, som de ønsker det. Efter Fældningen bides alle Grene af Træet, og Stammen deles i passende Længder paa fra 1 til 2 Mt. efter Tykkelsen og den Brug, Dyrene vil gøre af dem. Alt skal nu trans-