Vor Klodes Dyr 1

668 DE PALÆARKTISKE DYR. sætter sig og æder først Øjnene, siden Hjernen ud. Naar Fiskene er dræbte, holder de, ofte flere i Kompagni, Festmaaltid paa deres Kød. Til Spidsmusene slutter sig Des manerne, en Slægt af store Insektædere med lang Tryne, skællet Hale, Moskuskirtler og Svømmehud mellem Tæerne. Mærkelig er deres Snabel, thi til en saadan er Trynen udviklet; den bestaar af to tynde, intimt forbundne Rør, der lader sig dreje i alle Retninger. Slægten omfatter kun 2 Arter, af hvilke den mindste, Myogalepyrenaica, lever i Pyrenæerne og Nordspanien, medens Desma nen (M. moschata), et Dyr paa godt 40 Ctm.s Længde, bebor det sydøstlige Rusland og tilstødende Dele af Asien. Vort Billede giver en god Forestilling om dens Udseende, og vi skal kun tilføje, at den er rødbrun paa Over-, hvidgraa paa Undersiden, og at Poterne foruden Svømmehud ogsaa har en Bræmme af Børster langs den ydre Rand. Ogsaa den c. 17 Ctm. lange, sammentrykte Hale vidner om, at Desmanen er et Vanddyr. Den graver sig Gange i Brinker ved Floder og Aaer, svømmer glimrende og holder sig til Vandet Sommer og Vinter. Den er Dag- dyr og lever af lavere Vanddyr, men forsmaar dog rimeligvis ikke Fisk, som den let maa kunne fange ved sin udmærkede Svømmedygtighed. Dens Skind er efterspurgt om end kun lavt betalt, hvor- for den ogsaa dræbes i Mængde hvert Efteraar, navnlig i Sydøstruslands Floder. Ogsaa et Par Rov- Fig. 406. Desmaner. dyr har Vandet lokket, saaledes en Slægtning af vor Ilder, Flodilderen (Putorius lutreola). Den er lidt mindre end Ilderen med forholdsvis kortere Hale og minder i Udseende om Odderen. Dens Tæer er forbundne med Svømmehud, og dens glinsende, brune Pels er korthaaret med tæt I11- deruld og fuldstændig vandskydende; paa Undersiden er den lysere, graabrun, og Over- læbens Midte, Underlæben og en lille Strubeplet er hvide. Faa Dyr fører et saa dulgt Liv som Flodilderen, og naar dertil kommer, at den vælger de utilgængeligste Sumpegne langs Floder og Aaer til Hjem, er det ikke underligt, at den er saa lidt kendt. Den forekommer ret talrigt i det østlige Europa fra Finland mod Syd til Bessarabien og er, som det synes, ikke helt sjælden i Nordtyskland, hvor den træffes nordligst ved Lybæk. Den graver sig Gange i Brinker med Udgange ud mod Vandet, og den søger i Tilfælde af Forfølgelser 1 ilflugt i dem og paa Land, men ikke i Vandet. Dagen tilbringer den gerne sovende i sin Hule, men om Natten er den ude efter Fisk og Frøer, eller sjældnere Vandrotter og Fugle. Flodilderen viser os det første Trin af Overgangen fra Land- til Vandliv, det næste kan vi lære at kende hos Odderen, n. Oteren (Lutra vulgaris), der maa betragtes som en ved den stadige Færden i Vandet omdannet Maar. Den er langstrakt, lavbenet, lang-