Vor Klodes Dyr 1

STORKEN. 709 Ulykke maa have ramt dem paa Trækket, en voldsom Storm over Middelhavet el. L, og endnu den Dag i Dag har de ikke forvundet dette deres Nederlag. Til deres Aftagen i Tal bidrager dog naturligvis i høj Grad Landets tiltagende Afvanding, der berøver dem saa mange af deres bedste Jagtpladser. Efter Ankomsten fordeler Storkene sig til deres vanlige Redepladser, hvor Hannen inden Hunnens Ankomst tager Forholdene nøje i Øjesyn, og hvor han modtager hende med en glad Knebren. Et Par holder sammen Livet igennem, som Regel da, thi ogsaa disse Fugle har deres erotiske Forvildelser. Det sker, at en Hun forelsker sig i en frem- med Han, som erobrer hende efter en heftig Kamp med hendes tidligere Mage, hvis han er stærk nok til at dræbe eller forjage denne. Undertiden vender den forurettede da til- bage med flere Kammerater i Følge, hvorved der kan opstaa forbitrede og langvarige Fej- der. Mister en ældre Han sin Mage, indgaar han ikke altid en ny Forbindelse; ofte lever han ensomt og er da en Pest for de parrede Storke paa Egnen, hvis Ynglen han gør alt for at forstyrre. Er den gamle Rede befunden brugelig eller Plads til en ny valgt, gaar det løs med at samle Materiale, thi der skal selv til de ældste Reder hvert Aar føjes et nyt Lag Grene, Kviste, Straa o. 1. De bliver derfor til sidst saa store og uformelige, at de let blæser ned eller vælter. I Midten af April lægges de 3 til 5 store, hvide Æg, der ruges af begge For- ældrene. Ikke sjældent bliver et Æg kastet ud af Reden, formodentlig fordi det er for- dærvet, eller fordi der er flere, end Forældrene synes de kan overkomme at ruge, og det samme er undertiden Tilfældet med en Unge, der da i Reglen vil vise sig at være syg eller vantreven. Gaar alt vel, kommer nu de gamles travleste Tid, naar de slugvorne Unger skal mættes. De gør da begge Dagen igennem mange Ture ud i Marker og Enge for at hente hjem alt, hvad der kan tjene Afkommet til Føde: Rotter, Mus og Muldvarpe, Fugleunger, Snoge, Staal- og Hugorme, Firben, Frøer og Fisk, store Insekter m. m. Nat- ten tilbringer Hunnen i Reden, medens Hannen staar paa Tagrygningen paa et Ben og sover. Storkene hilser hinanden med den bekendte Næbknebren, som de forstaar at give saadanne Modulationer, at den snart kan udtrykke en glad Velkomst, snart rasende Vrede. Ungerne giver deres Følelser til Kende ved en hæs Hvæsen, der sjældent, men dog under- tiden høres ogsaa fra gamle Fugle. Saa snart Ungerne er store nok, begynder de at fore- tage Vandringer langs Tagryggen, under hvilke Vingerne maa hjælpe med til at holde Ligevægten, og derefter tages der fat paa de egentlige Flyveøvelser, der skal give dem Kraft og Udholdenhed nok til den forestaaende lange Rejse. Forinden denne tiltrædes, samles Storkene fra en Egn en eller flere Gange ude i Engene ligesom til Raadslagninger, og der, hvor de har været saaledes forsamlede, findes ikke sjældent en eller anden af dem dræbt ved Næbstød. Det er dem, der har været syge eller for svage til at udholde Rejsen. Den sidste Nat før denne, der paabegyndes en tidlig Morgenstund, tilbringer hele Sel- skabet ofte i en eller anden Landsby, hvis Tage da kan være besatte med hele og halve Snese af de store Fugle, der under lystig Knebren ligesom tager Afsked med Egnen og siger Tak for Gæstfrihed. Storken er jo nu engang bleven en fredlyst og næsten hellig Fugl, var dette ikke Tilfældet, vilde den vist ofte være ilde set navnlig af Jægere, thi del- er ingen Tvivl om, at den tager en Mængde Fugleunger og blandt dem ikke faa Vild- ællinger og Bekkasinunger. Med dens saa priste Fredelighed og Fordragelighed er det