Vor Klodes Dyr 1

Forfatter: W. DREYER, J.O. BØVING-PETERSEN

År: 1903

Forlag: DET NORDISKE FORLAG ERNST BOJESEN

Sted: KØBENHAVN

Sider: 720

UDK: 5919

FØRSTE BIND

INDLEDNING

DE ARKTISKE DYR

DE PALÆARKTISKE DYR

Søgning i bogen

Den bedste måde at søge i bogen er ved at downloade PDF'en og søge i den.

Derved får du fremhævet ordene visuelt direkte på billedet af siden.

Download PDF

Digitaliseret bog

Bogens tekst er maskinlæst, så der kan være en del fejl og mangler.

Side af 800 Forrige Næste
7 in DE PALÆ ARKTISKE DYR. ogsaa kun saa som saa, i Virkeligheden er den stridbar og kivagtig og egentlig ikke af nogen elskværdig eller tiltalende Karakter. Alt det meget Kryb, der i Syden holder til i Husene, udøver en dragende Magt over de mange Fir ben, der tumler sig her i de solrige Lande. Vi har alt fortalt om, hvorledes Murfirbenet i Sydeuropa træffes i mangfoldige beboede Bygninger fra Kælder til Kvist, og det samme er i endnu højere Grad Tilfældet med Murgekkoen (Gecko mauritanica), ikke saa meget i Sydeuropa, hvor den afskys og forfølges, som i Nordafrika, hvor man synes mindre bange for den. Gekko-Familien omfatter et meget stort Antal, i Udseende til Dels temmelig forskellige Arter, af hvilke de fleste dog har et fælles : at Tæernes Under- sider i hele eller en Del af deres Udstrækning er forsynede med Hæfteskiver. Hos Mur- gekkoen er Tæerne bredest udadtil og besatte paa hele Undersiden med tætstillede, tvær, løbende Hudblade; idet Foden presses haardt mod Underlaget, fortrænges Luften under den, og naar den nu løftes lidt, danner der sig mellem Bladene lufttomme Rum, saaledes at Dyret sidder fast ved Lufttrykket. Denne snilde Indretning gør det muligt for Gekkoen at løbe op ad de glatteste, lodrette Flader, Spejle f. Eks., og hen under Lofter med samme Lethed som paa Jorden. Gekkoernes nedre Øjenlaag er ligesom Slangernes gennemsigtigt, trukket op over Øjet og fastvokset til det øvre Øjenlaag. For Resten er Murgekkoen ikke egentlig prydelig at se til. Den er 12—16 Ctm. lang, noget fladtrykt, med stort, bredt Hoved og lang, trind, meget skør Hale. Huden er paa Ryggen vortet, uregelmæssigt og stærkt va- rierende tegnet med gulliggraat paa dyster, graa, brun og sortebnm Bund, medens den paa Bugsiden er hvidgul. De store, hvælvede Øjnes i Dagslyset lodrette, spaltefonnede Pupiller siger os, at Dyret fører en natlig Tilværelse. Der gaar en Mængde sagnagtige Fortællinger om dets frygtelige Giftighed, men skønt de gentager sig overalt, hvor Medlemmer af Gekko- familien træffes, er de dog sikkert nok ganske ugrundede. Gekkoerne er højst uskyldige Dyr, der kun har deres Ydre og natlige Levevis at takke for det Vanry, hvori de er komne. Hvor Murgekkoen ikke forfølges, træffes den talrigt i Husene, saavel i Landmandens og Hyrdens Hytter som i de store Byer. Om Dagen forputter den sig i Revner og Huller, bag Tapeter og Spejle og lignende Steder, men ved Aftenstid kommer den frem for at drive sin saa nyttige Jagt paa alskens Insekter, Edderkopper o. 1. Den melder gerne sin Opvaagnen ved lydelige Skrig, der har givet den Navn, idet de kan gengives : jekko-jekko, og voltigerer nu Natten igennem om paa Vægge og under Lofter dels beskæftiget med Madstræb, dels ogsaa med Leg og Strid, navnlig det sidste. Thi skønt Gekkoerne er sel- skabeligt anlagte og træffes mange sammen, er de dog ret stridslystne og ufredelige. Under disse Idrætter hænder det let, at en eller anden dratter ned paa Gulvet eller paa Bordet, om hvilket Familien er samlet, og da den ved saadanne Lejligheder let mister Halen, der fortvivlet vridende sig bliver paa Pletten, er det ikke underligt, at mange Mennesker bliver baade forskrækkede over og ækle ved Dyret, hvor nyttigt og uskadeligt det ogsaa er. Hvad Forplantningen angaar, vides det kun, at Gekkohunnen lægger 2 store, haard- skallede, hvide Æg hvert Foraar. Det er en let Sag at gøre en Gekko saa tam, at den kommer, naar man fløjter eller kalder ad den, eller at vænne den til at indfinde sig til bestemte Tider for at blive fodret, men den er overordentlig vanskelig at holde i Fangen- skab, navnlig i koldere Egne, eftersom den er yderst kuldskær og dør, saa snart Tempe- raturen synker blot lidt under det for den tilvante.