Vor Klodes Dyr 1

HUSINSEKTERNE. 7J3 tror, at Fluerne, der Sommeren igennem som bekendt ikke giver sig af med at stikke, men kun har en blød Sugemund, bliver stikkende om Efteraaret. Dette er imidlertid en Fejltagelse, der beror paa, at der paa denne Aarstid ved Siden af den almindelige Stueflue optræder en anden, meget lignende Art, Stikfluen (Stomoxys calcitrans), der dog let kendes ved den vandret fremstaaende Stikkemund. Stuefluen er en af Menneskets trofa- steste Ledsagere, der er udbredt saa at sige over hele den beboede Jord. Den kan blive besværlig, naar den optræder i Massevis, og farlig som Udbreder af Smitstoffer. Større og metalblaa glinsende er Spyfluen (M. vomitoria), der lægger sine Æg (Spy) i Kød, af hvis raadnende Fibre og Safter Larverne lever. Dens stærke Summen, der som bekendt har mange Modulationer, frembringes dels ved Vingernes hurtige Bevægelser, dels ved Bagkropledenes Gnidning mod hinanden, dels endelig og væsentlig ved et sær- ligt »Brummeapparat«, der er meget sammensat og udviklet af Brystkassens Luftrør og Fig. 424. Faarekylling. deres Aabninger. En Rolle herved synes dog ogsaa »Svingkøllerne«, Rudimenterne af det bageste Vinge- par at spille. »Springerne« i gammel Ost er Larverne til en anden lille Flueart, Oste flu en (Piophilo caset), der er rødbenet, sort og c. 4 Mm. lang. I Nærheden af de tovingede stil- les i Systemet Lopperne (Aphani- ptera), smaa, vingeløse, stikkende og blodsugende Snyltere, af hvilke Menneskeloppen {Pul ex ir ritans), bedrøvelig Ihukommelse, er vel be- kendt. Ogsaa den er, naar de ark- tiske Lande midtages, Verdensborger, og den trives særlig godt, hvor Ren- ligheden staar lavt, saa at der er passende Steder nok i Gulvsprækker, støvfyldte Kroge o. 1. for Larverne. Selv dette lille Dyr er bleven »tæmmet« og afrettet til at optræde paa de kuriøse Loppeteatre. Ved at lade dem leve i ganske flade Æsker, hvor de ikke kan springe uden at støde Hovedet, afvænnes de, efter hvad Taschenberg oplyser, med at bruge deres Springben; de iføres derpaa Seletøj og spændes for smaa Vogne o. 1., og naar de har gjort deres Sager godt, belønnes de med et Maaltid Blod fra »Direktørens« Arm. Af Tæger træffer vi i vore Boliger kun alt for ofte Væggelu sen (Cimex leclicularius), der er 5—6 Mm. lang, flad, brunrød, vingeløs og afskyeligt stinkende. Den var allerede kendt i det gamle Grækenland og Rom, men stammer dog rimeligvis fra Indien; i de senere Aarhundreder har den udbredt sig over næsten hele Jorden. Sit Domicil har den i Mur- revner, Træsprækker, bag gamle Tapeter, i Møbler o. 1. Steder, og her holder den sig i Ro og Skjul Dagen igennem, for om Natten at kaste sig over sovende Mennesker og Dyr og tappe Blod af dem. Den kan dog ogsaa leve af forskellige andre Vædsker, og hvad værre er, taale at sulte mange Maaneder igennem uden at tage Skade. Betydelig større er Smuds- tægen (Reduvius personatus), der lever paa urene Steder i Husene, bliver indtil 17 Ctm. Vor Klodes Dyr. 88