Vor Klodes Dyr 1

Forfatter: W. DREYER, J.O. BØVING-PETERSEN

År: 1903

Forlag: DET NORDISKE FORLAG ERNST BOJESEN

Sted: KØBENHAVN

Sider: 720

UDK: 5919

FØRSTE BIND

INDLEDNING

DE ARKTISKE DYR

DE PALÆARKTISKE DYR

Søgning i bogen

Den bedste måde at søge i bogen er ved at downloade PDF'en og søge i den.

Derved får du fremhævet ordene visuelt direkte på billedet af siden.

Download PDF

Digitaliseret bog

Bogens tekst er maskinlæst, så der kan være en del fejl og mangler.

Side af 800 Forrige Næste
DE PALÆARKTISKE DYR. Fig. 425. Kakerlakker. 714 lang, er sort med rødbrune Ben og bibringer et smertefuldt Stik. Larverne er oJte bedæk- kede med et tykt Lag Støv og Snavs og derved vanskelige at opdage. Til Tægerne hører ogsaa Lusene (Pediculida), smaa, vingeløse, snyltende Insekter med Sugesnabel og skarpkloede, til fast Griben om Haar o. 1. indrettede Fødder. Æggene fastklæbes enkeltvis til Haar, og Ungerne ligner ganske de udvoksede Dyr. Hos Mennesket snylter 3 Arter. Hovedlu sen (.Pediculus capilis), Kr oplus en (P. vestimenti) og Flad- lus en (Phthirius piibis'), men hos vore Husdyr træffes der et langt større Antal Former. I Bagerier og ved gammeldags, aabne Ildsteder høres ofte Faa rekyllingen, 11. Si- rissen (Grylins domesticus). Den er i nær Slægt med Markfaarekyllingen, bliver henved et Par Ctm. lang, er læderbrun med lysere Hoved og veludviklede Vinger, af hvilke andet Par ender med to Forlængelser, der rager bag ud mellem Halenokkerne. Hunnen har en lang Læggebrod, med hvilken hun anbringer sine Æg i Revner og Sprækker, mellem Støv og Affald, og Hannen frembringer sin »Sang« paa lignende Vis som Markfaarekyllingen og Jordkrebsen (11. Muldvarp- sirissen). Baade de udvoksede Dyr og deres Larver er meget varmekære, hvorfor de hos os aldrig træffes i det frie, og le- ver af Mel, Brød, Korn o. 1. Sammen med Faarekyllin- gerne træfles ofte Kakerlak- kerne (Blattidæ), fladtrykte, til de retvingede hørende In- sekter, med lange, traadfor- mede Følere og kraftige Gang- ben. Forvingerne er, for saa vidt de er udviklede, hvad de ikke altid er, tynde og dækker delvis hinanden, Bagkroppen bærer leddede Halenokker. Æggene ligger ordnede i to Rækker indesluttede i et vadsæk- eller taskeformet Kitinhylster, som Hunnen bærer en Tid lang omkring med sig, stikkende halvvejs frem af Kønsaabningen. En kun 11 —13 Ctm. lang Art (Blatta germctnicct) lever frit i Tysklands Skove, men er dog almindeligere i Middelhavslandene og i Bagerier, Bryggerier, Brænderier o. 1. Steder. Betydelig større er den almindelige Kakerlak (Peri- planeta orientalis), der bliver indtil 23 Ctm. lang og stammer fra Asien. I nordligere Egne som hos os lever den aldrig i det frie, men kun paa de ovenfor nævnte varme Steder un- der Tag. Andetsteds i Europa træffes hist og her paa lignende Lokaliteter andre, med Skibe indførte, fremmede, store Kakerlakarter, der som alle Kakerlakker er besværlige Gæster at have til Huse, dels fordi de fortærer Brød, Mel o. 1., dels fordi de vækker Mod- bydelighed hos Mennesket. Dette sidste er ogsaa Tilfældet med de temmelig uskyldige, til samme Insektorden hø- rende Ørentvis te, n. Øretvister (Forficulidæ). Deres lange, klare Bagvinger ligger stærkt sammenfoldede og gemte under de korte Dækvinger, og den Tang, de bærer i Enden af Bagkroppen, tjener vistnok fortrinsvis, om ikke udelukkende, til Hjælp ved deres Ud- og