Vor Klodes Dyr 1

DYRENES UDVIKLINGSHISTORIE »Naar man forestiller sig, at et Menneske var orienteret i Grundtrækkene af de forskellige Hvirveldyrs Bygning, men derimod slet intet kendte til Udviklingshistorie, og at der blev forelagt ham et ungt Foster af et Pattedyr til Analyse og Bestemmelse, saa vilde han utvivlsomt langt snarere an- tage det for et Fiskefoster end for Anlægget til et Pattedyr.« R. S. Bergh. Embryologien, Læren om Fosterets Udvikling fra Æg til fuldkomment Individ, er et af de yngste Skud paa de biologiske Videnskabers Stamme. Først i dette Aarhun- drede har man erkendt, at Fosteret virkelig gennemløber en Udvikling, og først i Af- stamningstanken har man fundet en rationel Forklaring af denne. Tidligere antog man, at det vordende Individ laa i Ægget eller i det befrugtende Sædlegeme, fuldkommen fær- digt i alle Enkeltheder, kun uendelig lille og usynligt. Efter Befrugtningen foregik kun en Vækst, men ingen Omdannelse af dette Miniaturvæsen, ganske svarende til Udfold- ningen fra Knop til Blomst. Man gik saa vidt, at man ikke engang henlagde Fostrenes Dannelse til Forældrenes Legeme, men betragtede dem som skabte samtidig med det første Menneskepar. Og berømte lærde udregnede detailleret, hvor mange 1 usind Mil- lioner saadanne smaa homunculi Adam eller Eva maa have baaret i sig, indkapslede i hin- anden paa lignende Vis som de kinesiske Kugleæsker, man kan se i etnografiske Sam- linger. Saa indgroet var denne naive Forestilling, at da Gaspar Friedrich Wolff i det 18de Aar- hundrede drog til Felts derimod og hævdede en virkelig Fosterudvikling, beskyldtes han for at angribe Religionen! Selv opnaaede han ikke at se sin Tanke vinde Sejr; dette skete først, da de mikroskopiske Undersøgelser havde vundet større Fuldkommenhed. Det næste store Fremskridt kom i Begyndelsen af det 19de Aarhundrede, da en anden tysk Forsker, Meckel, fremsatte den i Datidens Øjne saa forbavsende Iagttagelse »at alle Organismers oprindelige Form er een og den samme, hvoraf alle de laveste saavcl som de højeste — udvikles paa den Maade, at disse som Overgangstrin gennemløbei hines blivende Former.« Hvad der dengang stod for de fleste som en uforklarlig Gaade, ses nu, i Afstamningslærens Lys, som et naturligt Arvelighedsfæn omen og ei bleven foimuleiet i den Sætning, at Individets Udvikling mere eller mindre nøjagtigt afspejler og i for- Vor Klodes Dyr. 7