Vor Klodes Dyr 1

Forfatter: W. DREYER, J.O. BØVING-PETERSEN

År: 1903

Forlag: DET NORDISKE FORLAG ERNST BOJESEN

Sted: KØBENHAVN

Sider: 720

UDK: 5919

FØRSTE BIND

INDLEDNING

DE ARKTISKE DYR

DE PALÆARKTISKE DYR

Søgning i bogen

Den bedste måde at søge i bogen er ved at downloade PDF'en og søge i den.

Derved får du fremhævet ordene visuelt direkte på billedet af siden.

Download PDF

Digitaliseret bog

Bogens tekst er maskinlæst, så der kan være en del fejl og mangler.

Side af 800 Forrige Næste
64 VOR KLODES DYR. Fig. 42. Hvirveldyrenes jordhistoriske Optræden. gisk Rækkefølge nærmer sig Nutiden. To Landomraader er i den Henseende særlig op- lysende: Sydamerika og Australien. De Pattedyr, der er mest karakteristiske for Syd- amerika, er Gnaverne og fremfor alt Gumlerne; men netop den langt overvejende Del af den Mængde Skeletter og Skeletdele, vor Landsmand Dr. P. W. Lund opdagede i det indre Brasiliens Knoglehuler, tilhører disse Ordener. I den saa tidlig fra de øvrige Fast- lande adskilte Verdensdel Australien, hvis Pattedyrfauna væsentlig kun omfatter Pung- dyr og Kloakdyr (Myrepindsvin og Næbdyr), er Forholdet endnu tydeligere, idet alle de i Jordlagene der fundne Pattedyrskeletter ogsaa er Rester udelukkende af disse to Ordener. For det andet er det en lige saa fast Regel, at Forsteningerne viser lavere Udvikling — staar den oprindelige Stamform nær- mere —, jo ældre de Jordlag er, vi un- dersøger. Blandt den ældste Land vege- tation s Rester finder vi ikke en eneste Blomsterplante, men kun Bregner, Mos- ser og lignende lavtstaaende, blomster- løse Vækster; og inden for Blomster- planterne er det atter de lavest staaende, simplest byggede — Naaletræerne og de eenkimbladede —, der viser sig først paa Livets Skueplads. Ligesaa inden for Dyre- riget : de først optrædende Pattedyr stod i hele deres Bygning Krybdyrene meget nær, og de ældste Fisk var Bruskfisk, hvis Organisation er mere simpel og antik end Benfiskenes. Den tredie almindelige Regel følger med tvingende Nødvendighed heraf, nemlig den, at jo ældre Jordperioders Forsteningslag vi undersøger, desto større Ensartethed og færre Typer finder vi. For Hvirveldyrenes Vedkommende tager Forholdet sig ud som paa vedføjede meget grove Skema, altsaa som et virkeligt Stamtræ, hvis Grene udgaar fra en fælles Rod og bliver talrigere, jo mere vi nærmer os Nutiden — ganske i Overens- stemmelse med Darwins Sammenligning af hele den organiske Verden med eet mægtigt Livstræ: »Ligesom Knopper afføder nye Knopper, og disse, dersom de er kraftige, slaar ud i Grene og overskygger mange svagere Skud paa alle Sider, saaledes tror jeg ogsaa, at det er gaaet med Livets store Træ, der opfylder Jordskorpen med sine døde og brudte Grene og dækker Jordens Overflade med sine skønne Forgreninger, der stadigt skyder nye Skud.« Siden disse smukke Ord blev skrevne, har Palæontologien bekræftet dem Gang paa Gang, og kun i Lys af dem kan Forskeren ordne Forsteningernes utallige Brudstykker i een samlet Mosaik, hvori nye Led Aar efter Aar indføjes paa deres lovbestemte Plads.