Vor Klodes Dyr 1

Forfatter: W. DREYER, J.O. BØVING-PETERSEN

År: 1903

Forlag: DET NORDISKE FORLAG ERNST BOJESEN

Sted: KØBENHAVN

Sider: 720

UDK: 5919

FØRSTE BIND

INDLEDNING

DE ARKTISKE DYR

DE PALÆARKTISKE DYR

Søgning i bogen

Den bedste måde at søge i bogen er ved at downloade PDF'en og søge i den.

Derved får du fremhævet ordene visuelt direkte på billedet af siden.

Download PDF

Digitaliseret bog

Bogens tekst er maskinlæst, så der kan være en del fejl og mangler.

Side af 800 Forrige Næste
716 DE PALÆ ARKTISKE DYR. som de langbenede Mejere (Plalangidæ), af hvilke flere Arter hører til vore Boligers almindeligste Besøgere eller Beboere. De regnes til Ledspindlerne, skønt der ikke ud- vendigt er Spor til Leddeling at se paa Legemet, der er kort, ovalt og hvælvet uden skarp Grænse mellem For- og Bagkrop. Overkæberne har Form af smaa Klosakse, med hvilke Byttet, levende Smaadyr, gribes i et Spring. Dagen igennem sidder disse underlige Væ- sener stille paa halvmørke Steder, men ved Aftentide vanker de om paa deres 8 urimelig lange og tynde Ben, idet de føler sig for med det første Par, de længste af dem alle. Rives saadan et Ben, hvad let sker, af, ligger det og bevæger sig længe efter. Forunderligt er det at skue, naar en Mejer skifter Hud, og ubegribeligt er det, hvorledes de fine Ben kan holde til det stærke Træk, som skal til for at faa dem ud af deres gamle Futteraler. Bogskorpionen (Chelifer cancroides) hedder en lille, brun, til Mosskorpionerne s (Pseiidoscorpionidæ) Familie hørende Røver, der ligner en stærkt formindsket Skorpion uden Hale og Giftbrod. Fig. 427. Mejer. Dens Mund er indrettet til at udsuge de Smaa- dyr, den med sine store Klosakse griber efter at have jaget dem paa kryds og tværs. Thi den er et vævert lille Dyr, der løber lige saa godt baglæns og side- læns som ret fremad. Biblioteker og Museer er dens Hjem, i hvilke den bør være velset, da den lever af de mange, Bøger, Herbarier og Insektsamlinger angri- bende Smaadyr, blandt hvilke der ogsaa er adskillige smaa Mider, der i det hele taget er ret allestedsnærværende og derfor rigt repræsenterede ogsaa blandt vore daglige Omgivel- ser. Oste mi den (Tyroglyphiis siro) er almindelig i gammel Ost, og i fordærvet Mel lever M elm iden (T. farina). I Hønsehuse og Dueslag træffes Fuglemiden (Dermanyssus avium), der om Natten overfalder og suger Blod af Fjerkræet, og i Menneskets Hud snylter Fnatmide n (Sarcoptes scabiei), ligesom flere Arter Sk ab mider hos forskellige Pattedyr. Miderne gaar end ikke vor Næse forbi, thi i dens Haarsække lever Haar sækmiden (Demodex folliculorum), et mikroskopisk, langstrakt, uskadeligt lille Dyr. Endnu skal nævnes, at der i Kældere og paa andre meget fugtige Steder i og ved vore Huse lever et lille Krebsdyr, den almindelige Bænkebider (Oniscus muralis), der ernæ- rer sig af forraadnende Plantedele. Vi har allerede omtalt Menneskets almindelige, udvendige Snyltere, men en Skildring af de direkte til Mennesket og dets nærmeste Omgivelser knyttede Dyr vilde være i høj Grad ufuldkommen, hvis vi for bigik dets værste Plageaander, de indvendige Snyltere, tor