Vor Klodes Dyr 1

MENNESKETS SNYLTERE. 717 saa vidt de da hører hjemme i den palæarktiske Region. Vi maa gaa meget langt ned i Dyreriget for at finde de lavest organiserede, menneskelige Snyltere, helt ned til de nøgne Amøber, af hvilke Menneskets Fordøjelseskanal vrimler, uden at det dog er klart, om de spiller nogen sygdom vækkende Rolle. Ifølge de nyeste Opdagelser skylder de beryg- tede Malariafebre amøbelignende Væsener deres Oprindelse. Disse lever en Del af Livet i Menneskets Blod, medens de under en anden Form og til andre Tider lever i visse stik- kende Myg (Moskitoer), der saaledes er nødvendige for Sygdommens Overførelse. Til Protozoerne eller de encellede Dyr hører ogsaa en Gruppe Væsener, vi hidtil ikke har omtalt, de snyltende Gregariner, der danner en Klasse for sig selv. De ligner Infuso- rierne derved, at de ikke kan udsende Pseu dopodier, men skiller sig "fra dem ved at mangle Fimrehaar. De er langstrakte, omgivne af en Hinde og indeholder kun een Kærne, og de bevæger sig ved afvekslende Sammentrækninger og Udvidelser af Legemet, som skyldes Protoplasmabevægelser. Føden opsuges gennem den ydre Hinde, og den snabellignende, med Kroge udstyrede Forlængelse, som undertiden findes paa deres ene Ende, er kun et Fasthæftningsorgan. Formereisen indledes med en Kopulation af to Individer, der om- giver sig med en fælles Kapsel, hvorefter de spal- ter sig i et Antal S maa c eller, Sporer, som atter hver for sig deler sig i endnu mindre Celler, Ki- mene, der befries ved en Sprængning af Kapselen. Hos Mennesket lever undertiden, men heldigvis sjældent, den mikroskopiske Coccidium oviforme, der bebor Galdegangene, i hvilke den fremkalder en Betændelse, som kan medføre Døden. Blandt Ikterne træffer man nogle af Menne- skets største og farligste Endoparasitter, nemlig Bændelormen e (Cesto da). En Bændelorms Livs- historie er temmelig kompliceret. For at begynde med Ægget, skal dette optages i et eller andet Dyrs Tarmkanal; her udklækkes der af det en lille Larve, udstyret med Borekroge, ved Hjælp af hvilke den baner sig Vej gennem Tarmvæggen ind i Blodstrømmen. Med denne føres den ud i Værtens Legeme, hvor den sætter sig fast et eller andet Sted og udvikles til en Tinte eller Blæreorm, der i sin simple- ste Form bestaar af et »Bændelormshoved« og en vedhængende vædskefyldt Blære. Naar nu det tintede Dyr eller en Del af det fortæres af et andet Dyr eller af et Menneske, sætter »Hovedet«, der i Virkeligheden er et kønsløst Individ, en Amme, sig fast i dets Tarmkanal, forudsat naturligvis, at det er det rette og passende Dyr, det er kommet ind i. Derefter skyder der »Led« paa Led ud fra »Hovedets« Bagende, faa eller mange efter Dyrets Art, og hvert af disse Led er et hermafroditisk Individ. I Ledene dannes efter Befrugtning Æg, der afgaar med Ekskrementerne, og Kredsløbet begynder nu forfra. Saaledes er Skemaet, men der træffes mange Afvigelser fra det. Af Menneskets Bændelorme kan nævnes Tania solium. Tinten lever i Svinets Muskler og gaar derfra over til os, naar Svinekød spises utilstrækkeligt kogt eller stegt. I vor Tyndtarm sætter »Hovedet«, der er paa Størrelse med et Knappenålshoved, sig fast ved Hjælp af en dobbelt Krogkrans midt paa dets Forende og ved 4 Sugeskaale, og nu be- gynder Afsnøringen af Led, der fortsættes, til Kolonien har naaet en Længde af 3—4 Mt. Fig. 428. Bænkebider.