Isaac Newton
og Hans Betydning for Videnskaben

6 som Newton kaldte sin Møller, holdt dette i Gang ved sine uafbrudte Anstrengelser for at naa en lille Pakke Korn, som var ophængt tæt foran den. Newton lavede endvidere en Vogn, som ved Hjælp af et Haandsving kunde bevæges fremad af den, som sad i den, og endelig indrettede han sig et Vanduhr i en to Alen høi Kasse, som han havde faaet af Mrs. Clark’s Broder. Viserne stod i For- bindelse med et Stykke Træ, som „blev løftet eller sæn- ket ved Hjælp af dryppende Vand“. Dette Uhr havde sin Plads i Newtons Sovekammer, og han forsynede det selv hver Morgen med den fornødne Mængde Vand. Alle Husets Beboere rettede sig efter det, og det forblev her længe, efter at Newton havde forladt Grantham og var gaaet til Universitetet i Cambridge. Allerede dette Barndomsarbeide synes at have givet ham Anledning til den Iagttagelse, at ligesom Sanduhrene i Reglen blev unøjagtige, fordi Sandet efterhaanden sled det Hul større, hvorigjennem det løb ud, saaledes blev Vanduhrene i Reglen unøiagtige, fordi de uund- gaaelige smaa Grumsdele og deslige i Vandet efterhaanden tilstoppede clet Hul, hvorigjennem Vandet dryppede ud. Skjønt Newton paa denne Tid var en alvorlig, stille og tænksom Dreng, der foretrak „at blive hjemme paa sit Værelse og hamre, save osv“ frem for at tage Del i Kamme- raternes Lege, levede han dog ingenlunde paa en uven- skabelig Fod med dem. Han vandt dem ved at gjøre Op- findelser, der fandt Anvendelse i deres Lege og Adspredelser. Saaledes indførte han „Drager“ iblandt dem og fandt paa at forsyne disse med Papirslygter, der af de forskrækkede Landsbyfolk bleve antagne for Kometer. Man fortæller endog, at han stillede sig selv den ingenlunde lette Opgave at udfinde den bedste Form for disse Drager og at beregne, hvorledes de forskjellige Punkter som Dragens Tyngdepunkt, Snorenes Tilhæftningspunkter og deslige, helst skulde ligge i Forhold til hverandre.