Isaac Newton
og Hans Betydning for Videnskaben

10 i Læsning, indtil den gamle Tjetfer mødte og meldte ham. at deres Forretning var endt for den Dag. Senere udfandt han en endnu nemmere Maade at gjøre Torveforretninger paa; han stod af paa Veien et kort Stykke udenfor Wools- thorpe, opsøgte sig en passende Plads i en Grrøft eller under en Hæk og laa her, fordybet i en eller anden Yndlingsfor- fatter, indtil hans Ledsager kom tilbage og vakte ham af lians Tanker. Selvfølgelig gik det ikke hejdigere, naar hans Moder sendte ham ud i Marken før at se efter Faarene eller passe paa, at Køerne ikke gik i Kornet. Faarene og Køerne havde lykkelige Dage under hans Opsyn. Som oftest lagde han sig tilrette under en Busk for at læse eller snitte Træmocleller af Et eller Andet med sin Lommekniv. Faa- rene gik i Øst og Køerne i Vest; hvad de toge sig for, var ham aldeles ligegyldigt. Derimod kunde han staa hele Timer hensunken i Betragtningen af et Vandhjul, beundrende dets regnbuefarvede, blinkende Skum og grublende over dets Form og den heldigste Maade at benytte Vandkraften paa. Allerede da han konstruerede sine Papirsdrager, synes han at have stillet sig selv det Spørgsmaal: Hvilken Form skal man give et Legeme, for at det med mindst Modstand kan bevæge sig gjennem Luft eller Vand. Selv fortæller han. hvorledes han anstillede et af sine aller første videnskabe- lige Experimehter i Aaret 1658 under den stærke Storm den Dag, da Cromwell døde. For at udfinde Stormens Styrke sprang lian først fra et bestemt Punkt i Retning med Vinden, dernæst i modsat Retning, og efter at have uclmaalt Længden af begge Spring og sammenlignet dem med de Længder, han kunde springe i stille Veir, søgte han at beregne Stormens Hastighed. Hvor vidt denne Beregning har haft Værdi eller ei, vide vi ikke, men han fortæller selv, hvorledes hans Kammerater gjorde store Øine. da han frem- hævede for dem, at man kunde bestemme Vindens Styrke