Isaac Newton
og Hans Betydning for Videnskaben

17 skjellige Maader med en Linse eller et nyt Prisme atter at sammensætte de farvede Straaler til hvidt Lys*). Man véd ikke nøiere Besked om, naar Newton egenlig gjorde denne Opdagelse, og det ser ud, som om han selv intet Videre gjorde for at bekjendtgjøre den eller sikkre sig mod, at Andre skulde komme ham i Forkjøbet. Derimod gav han sig strax til yderligere at drage Konsekvenser af, hvad han havde fundet. I Aaret 1664 havde han i længere Tid med stor Iver iagttaget en Komet, og dette har sikkert været Anledning til, at han i den efterfølgende Tid gav sig til at gruble over, hvorledes man bedst skulde forbedre Da- tidens Kikkerter. Descartes havde beregnet, at Linser af parabolsk eller hyperbolsk Form maatte give langt skarpere Billeder end de sædvanlige, og man havde virkelig drevet det saa vidt, at man havde opfundet Apparater til at slibe G-las med, af de nævnte Former. Newton havde selv anskaffet sig forskjellige saadanne Linser. Men han opdagede snart, at de kun havde meget ringe Fortrin fremfor de sfæriske, og han sluttede deraf, at Ufuldkommenheden maatte have andre Aarsager. Disse Aarsager stod nu pludselig klare for ham. Det var de forskjellige Lysarters forskjellige Brydbarhed, der fremkaldte Linsebilledernes farvede Rande og store Utydelighed, idet der ikke dannedes et enkelt Billede, men paa forskjellige Steder en hel Række forskjel- lig farvede Billeder, som tildels udviskede hverandre. Er A en Linse og £ Straaler af hvidt Lys. som falde paa den, saa ville de røde Bestanddele af dette Lys samles i et Punkt *) Udtrykkene „røde Straaler“, „gule Straaler“ osv. ere egenlig unøj- agtige Forkortelser. Selve Lysstraalerne have ikke Glans eller Farve, men kun forskjellig „Svingningshastighed". Men ved enhver Svingningshastighed (indenfor visse Grænser) fremkaldes i vor Bevidsthed Fornemmelsen af en bestemt Farve. Med „gule Straaler“ menes altsaa egenlig „Straaler, som i vor Bevidsthed fremkalde Fornemmelsen af Gult“. 2