Isaac Newton
og Hans Betydning for Videnskaben

16 vede derfor at anbringe et andet Prisme i modsat Stilling bag ved clet første. Resultatet heraf var dette, at der nu dannede sig et hvidt, fuldstændig regelmæssigt, cirkelrundt Billede af Solen. Fænomenet kunde altsaa ikke skrive sig fra Uregelmæssigheder i Glasfladerne. Han udmaalte der- næst alle Vinkler og Linier, bestemte Prismets Brydnings- koefficient og søgte ved Hjælp af Brydningsloven mathematisk at bestemme, hvorledes Billedet maatte blive; men Resul- tatet afveg fra Virkeligheden. Han prøvede endelig den Formodning, at Lysstraalerne, efter at være gaaede gjennem Prismet, bevægede sig krumlinet videre; men ved at opfange Billedet i forskjellige Afstande fra Prismet fandt lian ogsaa denne Antagelse uholdbar. Efter saaledes først forgjæves at have prøvet mange forskjellige Formodninger opstillede han endelig den, som snart viste sig at være den rette, at det hvideLys ingenlunde, som man tidligere havde antaget, var enkelt og usammensat, men at det indeholdt Straaler af alle Regn buefar verne, at enhver af disse Lysarter havde sin særegne Bryd- barhed, og at denne var mindst for de rødes og størst for de violettes Vedkommende. Denne An- tagelse prøvede han dernæst nærmere paa følgende Maacle. Han opfangede clet langstrakte Solbillede paa en bevægelig Skjærm, hvori der var boret et lille Hul, og stillede den saaledes. at der gjennem dette Hul faldt Straaler af en be- stemt Farve. Anbragte han da i dette Straalebundt et nyt Prisme, bleve de farvede Straaler atter brudte; men de be- holdt nu deres Farve og fulgte nøiagtig Brydningsloven. Ved efterhaanden at lade Straaler af forskjellig Farve trænge igjennem Hullet, forvissede han sig yderligere om. at de røde brødes mindst, de violette mest, og de øvrige efter deres Plads i Rækken. Endelig overtydede han sig endnu nærmere om sin Slutnings Rigtighed ved paa for-