Isaac Newton
og Hans Betydning for Videnskaben

24 i et Brev til Oldenburg af 6. Februar, der to Dage senere oplæstes i Selskabet og vakte dettes levende Interesse. Man besluttede strax at optage Meddelelsen i Selskabets Skrifter, og et Udvalg, bestaaende af Dr. Ward, Biskop af Salisbury, Boyle og Dr. Hooke, nedsattes for nærmere at undersøge og udtale sig angaaende Sagen. Newtons Opdagelse var saaledes sikkretham; men Med- delelsen i Selskabets Skrifter fremkaldte en Række mere eller mindre taabelige Indvendinger fra forskjellige Sider. Uheldigvis havde Selskabet paa den Tid kun faa dygtige og indsigtsfulde Medlemmer; enhver nok saa uberettiget Kritik blev derfor modtaget af det og forelagt Newton til Besvarelse. Denne fandt sig i Begyndelsen med stor Taal- modighed i atter og atter at gjendrive Modstanderne og paavise, hvorledes de allerede i hans første Meddelelse kunde finde Svar paa alle deres Indvendinger. Efterhaanden blev han imidlertid kjed af dette tidsspildende Arbeide og svarede enten kort eller slet ikke. De ganske taabelige Indven- dinger havde, som vi skulle se, efterhaanden sløvet hans Opmærksomhed for forskjellige virkelige Mangler ved hans Experiment og de deraf dragne Slutninger. Først optraadte en Jesuit, Ignatius Par dies, Professor i Mathematik i Clermont, og paastod, at Solbilledets Forlængelse alene skyldtes de forskjellige Straalers forskjellige Indfaldsvinkel mod Prismet, at en Blanding af forskjelligfarvede Pulvere ikke var hvid, men graa eller deslige, osv. osv. Newton svarede let paa disse tomme Indvendinger og endte med fuldstændig at bringe den franske Mathematiker til Tavshed. Dernæst optraadte en Læge, Francis Linus i Luttich, med den Paastand, at Solbilledet ganske vist undertiden havde større Længde end Brede, men aldrig i klart Veir; kun naar der var Skyer i Nærheden af Solen, indtraadte Fænomenet, og dets Forklaring maatte derfor være en anden end den, Newton havde givet. Havde Newton —