Isaac Newton
og Hans Betydning for Videnskaben

58 Planeterne, og Jorden Maanen til sig. Men er denne Til- trækning slet og ret den samme Kraft, som ogsaa yttrer sig ved Jordoverfladen, og forklarer den alle Ejendomme- lighederne ved Klodernes Bevægelse, eller er den kun en enkelt Faktor blandt mange? Det er de Spørgsmaal, som dernæst reise sig. Newton prøvede Sagen først for Maanens Vedkommende. Man finder, som før bemærket, den bevægende Krafts Størrelse ved at multiplicere det bevægede Legemes Masse med dets Akceleration. Da nu ved Jordoverfladen en Sten paa 7 Pund falder ganske med samme Akceleration som en Sten paa 1 Pund, maa den lævægende Kraft i første Tilfælde altsaa være 7 Gange saa stor som i sidste, eller Tiltrækningen mellem Jorden og en Sten paa 7 Pund maa være 7 Gange saa stor som Tiltrækningen mellem Jorden og en Sten paa 1 Pund. Havde vi en Sten af Maanens Vægt ved Jordoverfladen, maatte den altsaa ogsaa falde med den sædvanlige Akceleration af 32 Fod, og vi kunne for saa vidt i vor Undersøgelse af Spørgsmaalet, om det er samme Til- trækning, der bevæger Stenen og Maanen indad mod Jorden, ganske se bort fra den faldende Masse og blot spørge: Er Faldakcelerationen den samme i begge Tilfælde? Ogsaa dette Spørgsmaal maa imidlertid, nærmere be- set, ændres. Det er nemlig lidet sandsynligt, at Jordens Tiltrækning skulde kunne frembringe samme Akceleration i en Afstand lig Maanens som ved Jordoverfladen. Da Fald- retningen overalt peger mod Jordens Centrum, kunne vi foreløbig tænke os Kraften udgaaende herfra. Saadanne Virksomheder (som f. Ex. Lyden og Lyset), der ligesom ud- straale fra et Punkt i alle Retninger, pleie imidlertid at svækkes, som Afstandens Kvadrat voxer, og med denne An- tagelse maa vi derfor ogsaa naturligst begynde for Tiltræk- ningens Vedkommende. Nu er Stenen ved Jordoverfladen 1 Jordradius borte fra Jordcentret, og dens Faldacceleration