Isaac Newton
og Hans Betydning for Videnskaben

57 Solen? Aabenbart maa den kunne gjøre det. Tænke vi os en Kanon opstillet et eller andet Sted paa Jordoverfladen og affyret vandret, saa vilde Kuglen, hvis der ingen Til- trækning, Luftmodstand eller andre Hindringer gaves, fort- sætte sit Løb fra Mundingen med uforandret Hastighed og Retning; thi efter at have forladt Kanonen var den da ikke paavirket af nogen Kraft. Den vilde derfor forlade Jorden tangentielt. Tiltrækningen ved Jordoverfladen virker nu imidlertid paa den, drager den indad mod Jordcentret og be- virker derved, at den bestandig daler og i større eller mindre Afstand fra Udgangspunktet naar Jordoverfladen. Tænke vi os en anden lignende Kugle udskudt med større Side- hastighed, saa vil den dog paavirkes af samme Tiltrækning som den første; den vil derfor i samme Tid dale lige saa langt som denne; men da dens Sidehastighed er større, vil dens Bane krummes mindre, og den vil først naa Jord- overfladen i større Afstand fra Udgangspunktet end den første. Kunde vi vedblivende forøge Sidehastigheden, maatte vi derfor aabenbart tilsidst faa frembragt en Bane, hvis Krumning var lige saa svag som Jordens; Kuglen vilde da bestandig bevare sin oprindelige Høide over Jordoverfladen og, saafremt vi tænke alle Hindringer borte, vedblivende kredse i en Storcirkel om Jorden ganske ligesom Maanen. Dennes Bevægelse maa altsaa kunne forklares, idet vi tænke os den udrustet med en oprindelig Sidehastighed og end- videre tænke os den paavirket af en tiltrækkende Kraft i Retning af Jordcentret. Om Banen skal blive en Cirkel, en Ellipse eller en anden lukket eller aaben krum Linie, vil nærmere bero paa den givne Hastigheds Størrelse og Ket- ning i Forbindelse med Tiltrækningens Størrelse og mulige Ændringer. I Almindelighed er Forklaringen altsaa mulig; ja, i en vis Forstand kan man endog ubetinget paastaa, at Solen paa en eller anden Maade direkte eller indirekte maa trække