Isaac Newton
og Hans Betydning for Videnskaben

56 Hastighedstilvæxt i Sekundet eller en Akceleration af 32 Fod og maa derfor være paavirket af en Kraft. Sæt nu, Stenen veiede 1 Pund, at man valgte Massen af 1 Pund til Masse- enhed, og at man til Kraftenhed valgte den Kraft, som i Løbet af Tidsenheden kan give Masseenheden Hastigheds- tilvæxten 1 Fod, saa fulgte deraf, at vi maatte erklære Stenen paavirket af en Kraft af 32 Kraftenheder. Den Kraft, der bringer Stenen nedad, er nu aabenbart Tiltrækningen mellem den og Jorden; denne Tiltrækning yttrer sig, naar Stenen hviler, som dens Tryk mod Underlaget eller som dens Vægt. Men den veiede 1 Pund. Vælge vi Foden som Enhed for Hastighed og Akceleration og Massen af 1 Pund som Enhed for Masse, saa maa vi altsaa benytte Trykket af 1/32 Pund ved Jordoverfladen som Kraftenhed for at kunne opstille den Sætning, at Kraften er lig Masse Gange Akceleration. Selvfølgelig kunde man ogsaa sætte Kraftenheden lig Trykket af et helt Pund — og denne Vei er man i Reglen hidtil gaaet—; men man maatte da sætte Masseenheden lig Massen af 32 Pund for at opretholde Ligningen. Vælge vi Meteren til Længdemaal, bliver Faldakcelerationen ved Jordoverfladen omtrent 10*), og vi maa da multiplicere med denne Faktor istedetfor med 32; sættes Kraftenheden lig Trykket af 1 Kilogram, bliver Masseenheden nu lig Massen af 10 Kilo- gram, et Legemes Antal af Masseenheder altsaa 10 Gange saa lille som dets Antal af Vægtenheder. Uden Tilknyt- ning til noget bestemt Maalsystem pleier man at kalde denne Reduktionsfaktor, der altsaa angiver Forholdet mellem et Legemes Vægttal (ved Jordoverfladen) og dets Massetal, g. Efter disse Sidebemærkninger vende vi tilbage til vort Spørgsmaal: Kan en saadan Tiltrækning, som bringer Tin- gene til at falde til Jorden, overhovedet forklare en Be- vægelse som Maanens omkring Jorden eller Planeternes om •) Nøiagtigere c. 3P/1 Fod eller c. 9,81 Meter.