Isaac Newton
og Hans Betydning for Videnskaben

59 er omtrent 32 Fod. Maanen er derimod omtrent 60 Jord- radier borte. Dens Faldakceleration skulde altsaa, hvis vore Formodninger slaa til, ikke være 32 Fod, men 602 eller 3600 Gange saa lille. Vort Spørgsmaal, hvorpaa det Hele kommer an, bliver derfor dette: Er Maanens Faldakceleration virkelig c. eller nøiagtigere |^5 = O,oo8681 Fod? Vi kunne med stor Tilnærmelse betragte Maanebanen som en Cirkel og dens Omløbshastighed som jevn. Under- søgelsen af vort Spørgsmaal vil derved lettes betydelig. Lad i Fig. 14 J betyde Jorden og LMN Maanebanen! Lad Maanen i et vist Øieblik være i Punktet M og efter et Sekunds Forløb i jV! Den meget lille Bue M N, der godt kan betragtes som en ret Linie, betegner da dens Ha- stighed v og er lig hele Banens Længde divideret med Omløbstiden, angivet i Sekunder. Bevægelsen fra M til N kan imidlertid paa sædvanlig Maade tænkes sammensat af to Komponenter, en Side- bevægelse fra M til Ä som den passive Fig. 14. Fortsættelse af den tidligere Bevægelse og en Faldbevægelse fra M til B, hvorved MB altsaa bliver det Faldrum, som Maanen gjennemløber i et Sekund, medens den i hvert paa- følgende Sekund falder et lige saa stort Stykke ind fra sin nyerhvervede Retning. M B kan altsaa betragtes som det Faldrum, Jorden kan give den i første Sekund, efter at Faldet er begyndt. Men af Faldrummet i første Sekund faas Akcelerationen ved Multiplikation med 2. Thi er Le- gemet i 1 Sekund faldet Veien f, saa er ogsaa dets Middel- hastighed i dette Sekund f\ og har det begyndt med Hastig- heden Nul, maa det, eftersom Hastigheden er voxet jevnt, være endt med Hastigheden 2/’. Men den i Løbet af 1 Sekund opnaaede Hastighedstilvæxt er jo netop Akcelerationen. Den søgte Akceleration, ft, er altsaa —2MB, og ved Be-