Isaac Newton
og Hans Betydning for Videnskaben

60 tragtning af den retvinklede Trekant LMN faa vi endvidere MN2 = MB . M L eller v2 = | a . 2 R. hvoraf følger r>2 a = R ' Her betyder R Maanebanens Radius, der er lig c. 60 Jordradier å 858 geografiske Mile å 28643 danske Fod, medens v, Maanens Hastighed, er lig Maanebanens Længde 2nR, divideret med Omløbstiden O, c. 27| Dag eller nøi- agtigere 2360591 Sekunder. Vi faa saaledes 4n2jK2 4^. 60.858.23643 n q a ~ ~0TR ~ 236Ö59P “ '0086M ° ’ et Resultat, der stemmer saa nøie med det Foregaaende, som man med Rimelighed kunde haabe. Vi finde altsaa her en første Bekræftelse paa vore Formodningers Rigtighed. Newton kom imidlertid ikke saa let til det oven nævnte Resultat. Han begyndte sit seierrige Erobringstog med at strande paa et Skær, der holdt ham fast i samfulde sytten Aar. Af de førnævnte nødvendige Talstørrelser kjendte han temme- lig nøiagtig Maanens Omløbstid og dens Afstand (i Jordradier) fra Jorden. Derimod havde han kun et temmelig unøiagtigt Maal for Jordens Radius, og hans Resultat blev derfor om- trent } for lille. Saa betydelig en Forskjel kunde han ikke skrive paa den Omstændigheds Regning, at Maanebanen jo ikke nøiagtig er en Cirkel, og han opgav derfor foreløbig alle sine Spekulationer. Efter sin Tilbagekomst til Cambridge fordybede han sig i de tidligere omtalte optiske Under- søgelser, og han glemte saaledes tilsyneladende hele Sagen. Det var først i Sommeren 1682, at der indtraf en Om- stændighed, som atter førte ham tilbage til Problemet. Han var i London for at deltage i et af „Royal Society’s“ Møder. Da han var kommet noget for tidlig, indlod han sig i Sam- tale med en Fremmed, som ligeledes var mødt for tidlig. Talen faldt paa Franskmanden Pie ards Gradmaalinger, hvorved Jordens Størrelse var blevet bestemt paa en nøi-