Isaac Newton
og Hans Betydning for Videnskaben

61 agtigere Maade end hidtil. Den Fremmede havde Resultatet af disse Maalinger hos sig, og Newton fik saaledes en Af- skrift af Tallene. Efter derpaa at have overværet Mødet, ilede han hjem og opsøgte atter sine Beregninger fra 1665. Med det nye Udtryk for Jordradiens Størrelse gjennemgik han dem paany, og efterhaanden, som han skred frem, blev det ham klarere og klarere, at nu vilde det slaa til. Men samtidig kom han ogsaa i en saadan Bevægelse, at det ikke længer var ham muligt at føre Griffelen. En indtrædende Ven maatte fuldføre Beregningen for ham, og efter faaØie- blikkes Forløb viste det sig virkelig, at han for sytten Aar siden havde anet rigtig. Han havde fundet den Verdens- lov, der styrede Klodernes Baner og beherskede Universet. Hans næste Gjerning var at prøve, om Loven ogsaa ved Beregning viste sig gyldig for de øvrige Kloder i Solsystemet. Som vi nys hørte, er Tiltrækningen mellem Jorden og en Sten paa 7 Pund 7 Gange saa stor som Tiltrækningen mellem Jorden og en Sten paa 1 Pund, hvad man kan se deraf, at begge Stene falde lige hurtig. Tiltrækningen voxer altsaa i Størrelse med den tiltrukne Masse. Newton slut- tede deraf, at den ogsaa maatte voxe og aftage med den tiltrækkende Masse, da det nærmere beset er ganske vilkaarligt at skjelne mellem disse to Bestemmelser. Jernet trækker lige saa vel Magneten, som Magneten trækker Jernet, og paa samme Maade trækker Maanen lige saa vel Jorden; som Jorden Maanen. Forbinde vi dette med den før nævnte Forudsætning, at Tiltrækningen svækkes, som Afstandens Kvadrat voxer, kan Loven for den tiltrækkende Virksomhed K altsaa udtrykkes K = f^, G) z z hvor M og m betegne de to Masser, r deres indbyrdes Af- stand og/ en konstant Størrelse, der udtrykker Tiltrækningen mellem Masseenhed og Masseenhed i Afstanden 1. Til Be-