Isaac Newton
og Hans Betydning for Videnskaben

62 kræftelse af denne Antagelse beregnede han paa lignende Maade som før ved Maanen Jordens Faldrum modSolen og fandt det omtrent dobbelt saa stort som Maanens mod Jorden. Da Afstanden mellem Solen og Jorden nu imidler- tid er omtrent 400 Gange saa stor som Afstanden mellem Jorden og Maanen, bliver Solens Tiltrækning altsaa under lige Forhold omtrent 2.4002 eller 320 000 Gange saa stor som Jordens. Deraf ses, at den større Masse i Virkelig- heden ogsaa har den større Tiltrækning, og at Solens Masse eller Vægt altsaa maa være omtrent 320000 Gange saa stor som Jordens. Af Gjensidigheden ved Tiltrækningen følger en ny Ejen- dommelighed. Blev Solen og Jorden stillede lige overfor hinanden med en vis indbyrdes Afstand og derpaa slupne løs, hvad vilde vel saa ske? Ikke blot vilde Jorden da med voxende Fart bevæge sig ind mod Solen, men ogsaa Solen vilde bevæge sig med voxende Fart hen imod Jorden; thi Tiltrækningen er gjensidig; Solen er ikke alene aktiv og Jorden alene passiv, men Virksomheden skyldes begge, lige- som man strengt taget ikke kan sige, at Bordet trykker Gulvet, og Gulvet modtager Trykket; thi trykkede Grulvet ikke igjen, kom der intet Tryk i Stand. At vi lade Trykket udgaa fra A og modtages af B, er kun en vilkaarlig Tale- maade; Trykket er i Virkeligheden ligesom Tiltrækningen ■im ellem A og B. Men heraf følger for Tiltrækningens og for Solsystemets Vedkommende, at strengt taget hverken Kopernikus eller Tyge Brahe har Ket. Det er hverken Jorden, der gaar rundt om Solen, eller Solen, der gaar rundt om Jorden; men begge bevæge sig rundt om hin- anden eller rettere om et Punkt imellem dem, omtrent ligesom en Mand, der vil svinge en Møllesæk rundt om sig, maa hælde sig saaledes tilbage, at baade han selv og Sækken komme til at beskrive Cirkler om en lodret Linie imellem dem. For at faa et Billede af Solens og Jordens Forhold