Isaac Newton
og Hans Betydning for Videnskaben

71 gjort disse Beregninger, idet han viste, hvorledes man. naar visse Størrelser vare givne, til enhver Tid kunde finde Planetens Plads i dens Bane og dermed dens Sted paa den tilsyneladende Himmelkugle. Ogsaa Kometbanerne under- søgte og behandlede han. Disse Kloder bevæge sig tilnær- melsesvis i Parabler eller i meget langstrakte Ellipser om Solen, og Newton løste den vanskelige Opgave ud fra tre Observationer fuldstændig at bestemme en saadan Klodes Bevægelse. Det var i sit berømte Værk „Philosophiæ naturalis principia matheniatica,“ at han nedlagde disse mangfoldige Resultater. Bogen udkom første Gang 1687 og oplevede endnu to Udgaver (1713 og 1726) i For- fatterens Levetid. Den staar uomtvistet som det mæg- tigste Aandsprodukt, der nogensinde bar set Lyset; nær- mere at angive dens rige Indhold vilde her føre os alt for vidt. Newton skaber med dette Værk ikke blot den theore- tiske Astronomi, men han giver den tillige med ét Slag en høi Grad af Fuldendelse. For en stor Del har Eftertidens Arbeide kun bestaaet i paa de enkelte Omraader nærmere at gjennemføre hans Tanker og give dem en almenere og elegantere mathematisk Form. Og dog viser det sig selv her, hvor uendelig mangfoldige Videnskabens Problemer ere, og hvor lidet det enkelte Individs Arbejdsevne formaar overfor den hele store Opgave, der er at løse. Newton havde vist, hvorledes en eneste stor Lov styrede samtlige Kloders Bevægelser og holdt Verdensaltet i sin mægtige Haand. Henimod et Aarhundrede senere (1755) paaviste den tydske Filosof Immanuel Kant, hvorledes den samme mægtige Lov ogsaa kunde forklare Systemets Opkomst af en i Verdensrummet spredt Stofmasse, der ved Tiltræk- ningen fortættede sig til en glødende, roterende Dampkugle, som ved Varmeudstraaling og Tiltrækningens fortsatte Virken trak sig mere og mere sammen, medens den ene Ring efter den anden løsnede sig ved dens Ækvator og, efter at være