Isaac Newton
og Hans Betydning for Videnskaben

72 bristet, formede sig til en selvstændig Klode, der kredsede om den første. Saturnsringen, Smaaplaneterne mellem Mars og Jupiter, den Omstændighed, at alle Planetbanerne meget nær ere Cirkler i omtrent samme Plan og med samme Om- løbsretning, disse og talrige andre Omstændigheder faa deres naturlige og simple Forklaring ved den Kantiske Antagelse, der ved vort Aarhundredes Begyndelse paany og selvstændig fremsattes af den franske Mathematiker Laplace. Men med Alt dette er endnu blot godtgjort, at Tiltrækningsloven har været gældende for Verdensaltet fra første Færd af; tilbage staar endnu det betydningsfulde Spørgsmaal: Hvor- ledes kommer denne Lov til at gælde? En Lov er i sig selv kun en Formel, en Formel, hvorefter Tingene op- føre sig, og har jeg fundet Formlen for denne Opførsel, har jeg endnu tilbage at spørge om Aarsagen til denne Opførsel. Eftertiden har her hyppig misforstaaet Newton, som om han ikke blot havde fundet Formlen, men ogsaa Aarsagen. Dette er imidlertid ikke den store Forskers egen Mening. Han siger udtrykkelig, at han kun vil angive Loven, hvorefter Kloderne bevæge sig, medens han ikke fordrister sig til at angive Aarsagen, hvorfor de bevæge sig saaledes. At sige, at Aarsagen er Tiltrækningskraften, er nemlig kun at døbe Gaaden, ikke at løse den; thi Spørgsmaalet bliver da strax: Hvorledes gaar det til, at Solen tilsyne- ladende udøver en saadan Kraft, et saadant Træk eller Tryk paa Jorden? Lige fra Newtons Død og til den nyeste Tid har man ladet dette Spørgsmaal temmelig uændset og ment, at Mesteren jo havde godtgjort, at Solen rent umiddelbart, uden Traade eller andre Mellemled havde denne Magt over Jorden. Men dette er en urigtig Fortolkning af hans Op- fattelse. Selv var han netop den Første til at spekulere over Midlerne, hvorved den uomtvistelige tilsyneladende „Tiltrækning44 kom i Stand; men det lykkedes ham her ikke at komme ud over de løse, frie Formodninger, som han