Isaac Newton
og Hans Betydning for Videnskaben

73 satte saa liden Pris paa. Senere har en Franskmand, Lesage, opstillet den Theori, at Verdensrummet var fyldt med en Æther eller et yderst fint Stof, hvis Atomer med Lynets Hastighed for afsted i alle Retninger (ganske ligesom Luftens Atomer efter den moderne Varmetheori) og ved deres Stød rundede Kloderne og drev dem sammen, idet de ligesom afgav Læ for hinanden og saaledes bestandig modtog flere Ætherstød paa Ydersiderne end paa Indersiderne. Heller ikke denne Antagelse fører imidlertid helt og hol- dent til Newtons Tiltrækningslov, og hele Astronomien hviler derfor endnu vedblivende paa en stor Graade. Angaaende Newtons mathematiske Arbeider skulle vi her kun bemærke, at han ikke blot ved sin rige mathe- matiske Begavelse bragte den saakaldte høiere Algebra og den analytiske Geometri betydelige Skridt fremad, men at han endog opfandt en hel ny Disciplin paa den høiere Mathematiks Omraade, og tilmed den vigtigste og frugt- bareste af alle den høiere Mathematiks Discipliner, nemlig den senere saakaldte Differential- og Integralregning. Han kom for Øvrigt herved i en bitter Strid med sin nogle Aar yngre Samtidige, den tydske Filosof Leibniz, der selv gjorde Fordring paa Æren før den nævnte Opfindelse. Hvor- ledes det egenlig hænger sammen med Sagen, er vist nok endnu ikke tilfulde oplyst og vil maaske aldrig blive det. Saa meget staar dog fast, at Newton ubetinget maa stemples som den første Opfinder. Med sin sædvanlige Aabenhed og ringe Interesse for at sikkre sig selv Æren for sine Opfindelser meddelte han Leibniz sine Tanker i flygtige Antydninger, saa flygtige, at de for sædvanlige Mennesker Intet vilde have røbet eller nyttet; men Leibniz var selv et mathematisk Geni af første Rang, og umuligt er det derfor ikke, at de nævnte Antydninger kunne have ledet hans Aand paa det rette Spor. I ethvert Tilfælde har han imidlertid senere arbeidet selvstændig videre og givet Me-