Isaac Newton
og Hans Betydning for Videnskaben

74 thoden en Form, der mere end clen Newtonske nærmer sig den senere almindelig benyttede. Vi liave hermed kun berørt de aller betydeligste af Newtons Opfindelser og Opdagelser. Foruden Natur- videnskaben dyrkede han efter Datidens Sædvane ogsaa med Iver theologiske Studier og skrev et Par Værker over Kronologi, som vakte stor Opmærksomhed. Paa disse sidste nær ere alle hans Skrifter forfattede i det lange Tidsrum, da lian var knyttet til Universitetet i Cambridge. I Aaret 1695 eller 96 blev han udnævnt til Inspektor ved Mønten og tre Aar senere blev han Møntmester, et den Gang baade ansvarsfuldt og indbringende Embede, som han til sin Død beklædte med stor Dygtighed. Blandt Andet fik han trods stor Modstand gjennemført, at den tidligere slette Mønt blev afløst af en, der havde den fulde paalydende Værdi. Lige indtil sit firsindstyvende Aar havde han nydt et næsten uafbrudt godt Helbred. Fra dette Tidspunkt af be- gyndte der imidlertid at indfinde sig Tegn paa hans høie Alder. Endnu et Par Aar havde han dog lange Mellemrum af uafbrudt Sundhed; men efterhaanden blev Sygdomsan- faldene hyppigere og hyppigere, indtil han den 20. Marts 1727, over 84 Aar gammel, lukkede sine Øine. Han blev begravet i Westminster-Abbediet, hvor næsten alle Englands Stormænd hvile, og i Aaret 1731 reiste man ham samme Sted et storartet Mindesmærke. 1755, samme Aar som Kant udgav sin Theori for Verdensklodernes Dannelse, blev der endvidere reist ham en prægtig Marmorstatue i Trinity College i Cambridge. Lige saa glimrende, som hans viden- skabelige Begavelse var, lige saa stor var hans Elskvær- dighed og Beskedenhed som Menneske. „Hvad Verden vil dømme om mig“ — siger han — „véd jeg ikke; men selv forekommer jeg mig som en Dreng, der har leget ved Strand- bredden og glædet sig over nu og da at have fundet en glat