8 JOHANNES HOECK I
nikken naa en saadan Højde, at regelmæssig Ekspres-Fart i Skyerne fra
Kontinent til Kontinent kun er et Tidsspørgsmaal.
Men ingen Betragtning af den Tid og Udvikling, vi selv er rundne af
eller er midt i, bør bringe i Forglemmelse de store Syner fra Fortiden,
som har haft sine mægtige og mangfoldige Æventyr, som vi maa for-
staa, om vi vil være i Stand til at forstaa det nærværende eller kommende.
Størstedelen af forrige og Begyndelsen af det nuværende Aarhundrede
har jo været præget af de aandelige Aabenbaringer, som det gaves en
Robert Fulton at føre ud i Praksis til Søs, en Stephensen til Lands, og
en Ørsted at bane Vejen for gennem Traade i Luften. De to førstes
praktiske Forsøg saa vel som den sidstes Opdagelse kom i væsentlig
Grad til at omskabe ikke blot Trafikken, men hele det forrige Aarhun-
dredes økonomiske og kommercielle Liv.
Den for den umiddelbare Iagttagelse vigtigste Opfindelse blev
den verdens-omspændende Foreteelse, som — langt forud for Jærn-
banen — fik Form i Dampskibet.
Paa Tærskelen til en ny Æra skal her gives en kort Redegørelse
for Dampskibets Indtræden ogsaa i de danske Trafikmidlers Kres,
saaledes at vi ser, hvor langt det sidste Hundredaars Udvikling ved
Paavirkning udefra og — til Trods for store nationale Ulykker eller
maaske netop paa Grund af disse Prøvelser — ved Kraft indefra havde
bragt ogsaa det lille Danmark til at møde den nye Tid, som kom, og
som forberedte en endnu nyere Tid som kommer, — en Tid, som vi
vagtsomt, frygtløst, men ikke sorgløst, maa skue i Møde. Hver enkelt
Generation med dens Færd og Virken, der synes saa gigantisk i Øje-
blikket, er, set med Historiens Øjne, jo kun det lillebitte forsvindende
Led i en uendelig Kæde, — hvor glimrende den enkelte nærværende
Epoke end kan forekomme os i Sammenligning med tidligere. Vi
fatter kun den Tid, vi selv lever i — eller konvergerer hen imod en
Anelse om, thi vi fatter den alligevel aldrig helt — ved at forsøge at
forstaa den, som svandt og døde.