Danmarks Søfart og Søhandel
fra de ældste tider til vore dage

250 ALEX. SVEDSTRUP II alle de Forstøtninger, jeg havde givet baade Raa og Sejl. Der var intet at gøre, det maatte holde, saa længe det kunde, og det holdt ogsaa, men svære vare Korvettens Anstrengelser i dette forrygende Vejr. Ski- bets Overhalinger vare overmaade voldsomme, Skanseportene rullede i og af Vandet uafladeligt, og Søen slog med Voldsomhed mod mine Lænsporte. Men »Galathea« viste sig som et ypperligt Søskib.----------- Havet stod i Ordets egentligste Forstand i eet Skum. Toppene blæstes af Bølgerne som Støv hen ad Landevejen og, piskede langt bort, faldt de igen som en tæt Regn hen over Havets store Flade.« Efterat Stormen den 9de om Aftenen var løjet af, tog den fat igen næste Dag. Den 11te, Søndag, lod Chefen holde Takkebøn for veloverstanden Fart omkring Kap Horn. Saa snart man var kommet lidt op i Farvandet Øst for Patagoniens Kyster, satte Vinden sig fast i det vestlige Hjørne, af- vekslende fra NV til SV. Det var til Tider saa stiv Kuling, at Kor- vetten løb 12 Mils Fart med Merssejlene paa Rand. Endelig den 13de bedagede Vejret sig. Det var i Instruksen paalagt Steen Bille at søge den i 1842 mellem Uruguay og Danmark afsluttede og af Kongen af Danmark ratificerede Handelstraktat ratificeret fra Uruguays Side, hvilket imidlertid ikke lykkedes. Det eneste Udbytte »Galathea« høstede under La Plata Opholdet var en Mængde værdifulde Genstande, som Direktøren for Museet i Buenos Aires forærede vore Museer. Fra Montevideo afsejlede man den 14. Maj for at gaa til Rio de Janeiro og Bahia, paa hvilke Pladser man ikke havde anden Mission end at vise Flaget. Opholdet i Bahia varede til den 27de. Saa lettede man for at søge den Havn, der overstraalede alle andre, hvor skønne og æventyrlige de end maatte være. Om den lange Rejse fra det sydatlantiske Hav op gennem Nord- atlanten og til de hjemlige Vande er der intet særligt at berette. Man passerede Linien den 4. Juli, men dette var ikke mere nogen Oplevelse; skulde »Galathea«s Mænd nævne en Oplevelse paa denne sidste Del af Togtet, vilde de have fortalt om, hvad der hændte den 22. August om Aftenen, — det var næsten slet ingen Ting, og dog vilde de aldrig kunne glemme det. Der kom dem pludselig i Møde ude paa Havet en spæd og fin Duft, Duften af nyslaaet Hø, Duften fra de hjemlige Marker.