Danmarks Søfart og Søhandel
fra de ældste tider til vore dage

År: 1919

Serie: Danmarks Søfart og Søhandel II Bind

Forlag: Nyt Nordisk Forlag

Sted: København

Sider: 790

UDK: 382

Søgning i bogen

Den bedste måde at søge i bogen er ved at downloade PDF'en og søge i den.

Derved får du fremhævet ordene visuelt direkte på billedet af siden.

Download PDF

Digitaliseret bog

Bogens tekst er maskinlæst, så der kan være en del fejl og mangler.

Side af 808 Forrige Næste
268 ALEX. SVEDSTRUP II Holten talte for Telegrafselskabet og bemærkede bl. a., at Voltas, Ør- steds og Morses Arbejder krævede et nødvendigt Supplement, nemlig Kapitalen; til et Foretagende som dette krævedes en Kapital, der betød adskillige Tusind Aars Professorgage; det maatte glæde alle Danske, at vort fattige Land havde formaaet at udføre dette store Værk; naar han udbragte Skaalen for Selskabet, var det ikke for at ønske det det størst mulige Udbytte i Penge, men for at takke de Mænd, der havde udvidet Danmarks Virksomhedsomraade og vist vore Evner til at del- tage i Løsningen af Verdensopgaver. Etatsraad Tietgen rejste sig øje- blikkelig og udtalte, idet han takkede for Skaalen, at man heller ikke betragtede Foretagendet blot fra Udbyttets Side, men at man havde tillagt det Betydning, at Opsangen ved Telegraf kablernes Nedlæg- gelse var sket paa vort Modersmaal. Blandt Festsangene var der en af C. Ploug, der hilste Ekspeditionens Mænd i følgende smukke Ord: I har ej øvet Heltedaad, af intet Blod blev Planken vaad, Kanonerne sang kun Choral til Hilsen og Signal. Men I har baaret over Sø Kulturens spiresvangre Frø og gennem Havets Afgrund lagt en Vej for Ordets Magt. Med Ret I danske Mænd var med at knytte et af Kædens Led; thi hint Naturens store Fund er gjort ved Øresund. Dengang i Oceanets Seng I sænked ned den klingre Stræng, da lued fra Fregattens Stavn Hans Christian Ørsteds Navn. „Valkyrien“s Togt til Østasien 1899—1900. Kom det danske Folk i sin Helhed i Tidernes Løb bort fra Havet, saa uddøde Havracen dog ikke. Den holdt sig fra Vikingetid til Helgo- land. Havet, som synger bestandigt om vore Kyster, kalder bestandigt og drager bestandigt, — naturlig mest dem, Folkene paa Kysten, der er nærmest til at høre dets Røst. Paa fremmede Skibe, til fjerne Kyster,