VIDENSKABEN OG SØFARTEN
Styrmandskunstens Udvikling til omtr. 1600.
Indtil Kompassets Indførelse.
Paa sit mest elementære Stadium er Skibsfarten en Færdighed, ikke
egenlig en Kunst; den beror paa praktisk Øvelse og Erfaring og
bruger ingen Hjælpemidler, der udkræver Forstudier og Forhaands-
viden. Vi kender dette Udviklingstrin ogsaa i Nutiden fra Smaa-
skibsfarten og Smaafiskeriet ved alle Jordens Kyster i Vige og Fjorde,
hvor den stedlige Fiskerbefolkning kender hver Sten, hver Grund,
hvert Skær og Rev og hvert Punkt paa Kysten, og hvor den færdes
husvant ved Dag og Nat og i alt Slags Vejr. Erfaring og Øvelse
giver en saa stor Sikkerhed, at Fiskeren saa at sige kan »lugte« sig til,
hvor han er, selv om han ikke kan se en Haand for sig. Saaledes er
det hos alle Kystfolk, civiliserede som uciviliserede, og saaledes maa
vi tænke os, at al Skibsfart er begyndt ogsaa i den fjerneste Fortid.
I Tidens Løb vil der inden for et saadant snævert begrænset Be-
sejlingsomraade danne sig en mere eller mindre fyldig mundtlig Tra-
dition om Vind- og Vejr-, Strøm-, Dybde-, Havne- og andre lignende
Forhold, om Landmærker for Indløb og farlige Steder o. s. v., der
gaar i Arv fra Slægt til Slægt, stadig paa ny indøves rent praktisk og
fuldkommengøres yderligere paa Grundlag af ny indvundne Erfa-
ringer. Det eneste Hjælpemiddel til Pladsbestemmelse, der behøver
at forudsættes til denne Sejlads, er Loddet, om ikke til andet saa til
at finde de rette Fiskepladser; det kan derfor i denne Forbindelse næppe
kaldes et nautisk Redskab. Fjerner Fiskeren sig saa langt fra Kysten,
at han taber Landet helt af Sigte, har han kun Himmellegemerne og