Danmarks Søfart og Søhandel
fra de ældste tider til vore dage

302 JOHS. KNUDSEN III visninger for Sømanden, saasom Beskrivelse af Kyststrækningerne med deres kendelige Punkter, Forbjærge, Bugter, Øer, Grunde, Havne o. s. v. og Angivelser af Distancer, oprindelig i Dags- og Natsrejser, senere tillige eller udelukkende i Længdemaal (Stadier eller romerske Mile). I den os nu foreliggende Skikkelse er de dog udvidede med forskelligt lærdt Stof af historisk, geografisk eller etnografisk Indhold, hvorved Bearbejderne synes at have tilsigtet at gøre dem til mere al- mindelige Landbeskrivelser, der kunde læses ogsaa af Ikke-Sømænd. Paafaldende set fra et Nutidsstandpunkt er det, at Periplerne inde- holder saa yderst faa og vage Retningsangivelser; men det har altsaa sine gode Grunde: man havde intet videre Brug for dem, og man havde ingen praktisk nemme Redskaber til finere Pejling. Oprindelig angav man kun de fire Hovedretninger og gav dem Navn efter Solens Op- og Nedgang, Middag og den Store Bjørn (Græsk: Arktos, Latin: Septentriones) eller efter de tilsvarende Vinde, der havde selvstændige Navne; senere indskød man de fire mellemliggende Retninger eller Vinde og havde saaledes Horisonten delt i otte Vinde. Herved blev man i Praksis staaende hele Oldtiden igennem, og for øvrigt i den ældre Middelalder med, indtil Kompassets Opfindelse nødvendiggjorde en større Findeling. Til Oplysning om Periplernes Karakter og Fremstillingsmaade skal der her anføres et Par Prøver. Den første stammer fra den Pe- riplus, der (dog med Urette) tillægges Skylax fra Karyanda, og som anses for at være den ældste bevarede, idet den af indre Grunde maa henføres til Tiden kort før Alexander den Stores Tronbestigelse (336 f. Kr.). Den har i sin Tid omfattet hele Middelhavet og Sortehavet og endda yderligere Nordvest-Afrikas Kyst fra Herakles' Støtter ned til Øen Kerne (muligvis Sherboro-Øen); men der er nu forskellige større og mindre Huller i Teksten. Denne begynder med Herakles* Støtter (den europæiske Side) og følger saa Kysten af Sydeuropa op til Tanais (Donfloden, der i Oldtiden regnedes for Grænsen mellem Europa og Asien); derpaa fortsættes med Sortehavets Østkyst, Lilleasiens Nord-, Vest- og Sydkyst, Syrien og Palæstina, og saa tilsidst Afrikas Nord- og Nordvestkyst. Øerne er taget med som Indskud paa passende Ste- der. Stoffet er leddelt i Kapitler, der hver omfatter et større eller mindre