Danmarks Søfart og Søhandel
fra de ældste tider til vore dage

380 JOHS. KNUDSEN III har sejlet, og med det andet Ben følger man Skibets Vej (d. v. s. man trækker gennem Udgangspunktet Parallelen til den paagældende Kom- passtreg), indtil Benene paa de to Passere mødes. Der sætter man da et nyt Mærke. Mulig Afdrift skal kontrolleres ved at lade en Line slæbe bag efter Skibet, og Vinklen maales med Kompasset. Det er meget godt engang i hvert Etmaal at udstikke og afmærke, hvad man har sejlet og har i Behold, paa det man i Grader kan se, hvad Højde man har, og hvorledes alle Pynter og Lande ligger for jer. Ligeledes er det ogsaa godt, at en Styrmand hver Morgen og Aften opskriver eller lader opskrive, hvad Kurser han har sejlet og beholdt, paa det man derefter i Kortet kan stikke sit Sted ud. Til at maale Skibets Fart omtaler Waghenaer ingen anden Metode end Gisning. Allerede i 15. Aarh. omtales dog den saakaldte »Ræ- lingslog«, der bestaar i, at man et Sted forude paa Skibet kaster en Stump Træ el. lign, over Bord og saa iagttager, hvor længe hele Skibet eller en vis Del deraf er om at glide forbi den. Naar man da kender baade Længden og Tiden, kan man let beregne, hvor langt Skibet vinder frem f. Eks. i en hel Time. Men saa længe man ikke havde blot nogenlunde gode Tidmaalere, var denne Metode ikke meget bedre end ganske almindelig Gisning, hvori Sømanden kan opnaa en for- bavsende Øvelse. Hvem der har opfundet den »almindelige Log«, vides ikke; den omtales første Gang i 1577 og kan vel ikke være meget ældre. Den bestaar af et lille Stykke Bræt (»Logflynderen«), som man ved Hjælp af en Blyvægt paa den ene Kant faar til at stille sig lodret, naar det kastes over Bord. Til Brættet er fastgjort en lang tynd Line, der med lige store Mellemrum er afmærket med Knuder; da en Knude paa Sømandssproget kaldes en »Knob« (egl. det samme Ord som en »Knop«), kom en Knob ogsaa til at betegne de enkelte Dele af den afmærkede Line. Naar man nu kaster »Logflynderen« over Bord, vil dens lodrette Stilling hindre den i at blive slæbt med, naar man sørger for at lade Linen løbe frit ud. Af Længden af det Stykke Line, der løber ud i en vis Tid, kan man da let beregne Skibets Fart. Til at tage Tid med brugtes i ældre Tid regelmæssig Gentagelse af visse Ord eller Sæt- ninger, eller ogsaa et lille Sandglas, der løb ud i l/2 Minut □: 7120 af en