Danmarks Søfart og Søhandel
fra de ældste tider til vore dage

52 JOHANNES HOECK I »Jylland«, ført af Kaptajn Sødring, ind paa Ruten, hvis Udgangspunkt sattes til Indløbet af Limfjorden ved Agger og med Anløb af Hjerting. Paa den Rejse, Villars K. Lunn foretog, kom »Jylland« dog ikke til Agger, men kun til Hjerting. Sammen med den unge Student W. Neergaard var han rejst fra sit sjællandske Hjem d. 6. Juli 1851. Paa Diligence-Rejsen Vest paa kom der stadig flere Passagerer, der ogsaa skulde til England, saaledes at Selskabet allerede ved Kolding be- stod af 13 Personer. Efter adskillige Smaa-Genvordigheder ankom det til Hjerting, der dengang var »en Landsby med nogle teglhængte Huse, tvende Kjøbmænd og trende Skipperhuse og hører til Guld- ager Sogn«. Det skildres, hvorledes der efterhaanden i Hjerting samles en stor Mængde Mennesker, stadig flere, som alle vil til England, deriblandt Kammerherre Rosenkrantz fra Thisted, Poul Chr. Stemann fra Aal- borg, dengang Ejer af Store Restrup, og hvorledes disse var indig- nerede over, at Damperen »Jylland« denne Gang skulde gaa fra Hjer- ting, medens den ellers gik fra. Limfjorden, saa. de havde maattet gøre en lang Tur over Land. Lunn fortæller om Ventetiden i Hjerting, indtil endelig Damp- skibet kommer, derefter om Indladningen af 60 Stude, nogle Heste og Svin. Da Skibet endelig gaar, medfører det desuden hele 36 Pas- sagerer. Ude paa Havet melder Søsygen sig straks. Bekvemmelig- hederne om Bord har ikke været mange. Forfatteren skriver bl. a. »Henimod Aften søgte vi vort Lukaf, som for os Passagerer, som kun havde taget Billet til 2den Plads, blev anvist i Studerummet i den forreste Deel, som ei var besat med 4-Beenede. Her havde Captain Sødring ladet lægge et Lag tyndt Halm, og med dette som Underdyne, min Vadsæk som Hovedpude og Kavaien som Over- dyne tilbragte jeg Natten. Da jeg var en af de sidste, som kom ned i Rummet, saa var Pladsen næsten helt optaget, og jeg maatte der- for begynde med. at ligge ved Fødderne cif de Andre, hvor mit Hoved var slemt udsat for deres Hæle, men da. Een snart reiste sig og gik op, saa indtog jeg gesvindt hans Plads, sotn jeg troligen beholdt til Daggrye og overlod min ved Fødderne til Kammerherre Rosen- krantz, som dog ogsaa snart avancerede op. løvrigt laa man ganske