Danmarks Søfart og Søhandel
fra de ældste tider til vore dage
År: 1919
Serie: Danmarks Søfart og Søhandel II Bind
Forlag: Nyt Nordisk Forlag
Sted: København
Sider: 790
UDK: 382
Søgning i bogen
Den bedste måde at søge i bogen er ved at downloade PDF'en og søge i den.
Derved får du fremhævet ordene visuelt direkte på billedet af siden.
Digitaliseret bog
Bogens tekst er maskinlæst, så der kan være en del fejl og mangler.
V RADIOTELEGRAFI 673
hold kun kan iagttages paa korte Afstande og under Taage, Storm,
Sne eller Regntykning er saa godt som uden Spor af Betydning.
Et Skib udrustet med Radiotelegraf behøver derimod aldrig at
være uden Forbindelse med Land eller med andre Skibe, men kan
altid ved Hjælp af Nødsignalet faa tilkaldt Hjælp, hvorved mange
Menneskeliv og store materielle Værdier kan reddes.
Som omtalt ovenfor blev der i den internationale R. T.-Konven-
tions Tjenestereglement fastsat et Nødsignal SOS (...------...).
Det anvendes paa den Maade, at Føreren eller den vagthavende i det
Skib, som er i Nød, giver Telegrafisten Ordre til at udsende Nød-
signalet og samtidig meddeler ham Skibets Plads (f. Eks. angivet ved
Længde og Bredde). Telegrafisten udsender da S O S et vist Antal
Gange, efterfulgt af Opgivelse af Skibets Plads og afslutter med sit
Kaldesignal. Han lytter derefter en kort Tid for at høre, om nogen
besvarer hans Kalden, og er dette ikke Tilfældet, udsendes paa ny en
Række SOS.
En R. T.-Station, der bemærker Nødsignalet, skal standse al anden
Korrespondance og søge at komme i Forbindelse med den Station,
der udsender Nødsignalet. De Skibe, der modtager Nødsignalet, er
pligtige til at yde al mulig Assistance. Naar Forbindelsen er opnaaet
med et bestemt Skib, maa alle andre Stationer i Nærheden afholde
sig fra at telegrafere, og indskrænke sig til at lytte for at kunne gribe
ind, hvis det bliver nødvendigt. Da de moderne R. T.-Stationer ved
Modtagelsen bruger Høreapparater med Telefon, er det nødvendigt,
at der er Lyttevagt ved Stationerne, og det er netop af Hensyn til Ra-
diotelegrafens Betydning som Redningsmiddel, at man har forlangt,
at Skibe i 1. Klasse, som fortrinsvis er større Passagerskibe, skal have
uafbrudt Betjening, og Skibe i 2. Klasse Betjening i Tjenestetiden, og
desuden 10 Minutters Lyttetjeneste hver Time.
Væsentligst foranlediget ved »Titanic«-Katastrofen i 1912 blev
der i Slutningen af nævnte Aar afholdt en Konference i London og
vedtaget en international Konvention om Sikkerheden paa Søen (safety
of life at sea) af 20. Januar 1914. Den indeholder et særligt Afsnit om
Radiotelegrafi, hvori det fastsættes, at alle Handelsskibe — dog med
visse Undtagelser — hvad enten de fremdrives ved Maskinkraft eller
Danmarks Søfart og Søhandel II.
43