Danmarks Søfart og Søhandel
fra de ældste tider til vore dage
År: 1919
Serie: Danmarks Søfart og Søhandel II Bind
Forlag: Nyt Nordisk Forlag
Sted: København
Sider: 790
UDK: 382
Søgning i bogen
Den bedste måde at søge i bogen er ved at downloade PDF'en og søge i den.
Derved får du fremhævet ordene visuelt direkte på billedet af siden.
Digitaliseret bog
Bogens tekst er maskinlæst, så der kan være en del fejl og mangler.
742 JENS VIDEBÆK VII
Løb andre Veje i Havet at vandre paa; om det er den samme Silde-
stamme, der nu aarlig besøger Bohuslens og Skagens Kyster, kan ikke
godtgøres. For øvrigt haves der ikke mange historiske Beretninger
om Landets Fiskehandel ned gennem Tiderne. Forstranden var Kon-
gens, det er Statens. Hvor der var særlig rig Fangst af Sild, Aal
eller Østers tog Kongen Skat af Fangsten i Form af Penge eller Part
af Fangsten, og Handel fandt selvfølgelig Sted. Spegesild, tørret Fisk
(herunder tørrede Rødspætter, de saakaldte »tørre Jyder«), saltede Blank-
aal har foruden fersk Fisk altid været Handels- og Byttevarer her i
Landet. Fra gammel Tid — ikke længere tilbage end gamle Folk kan
huske det, — fandt der en udstrakt Byttehandel Sted langs Jyllands
Vestkyst mellem Fiskerne og Bønderne; Fiskerne bortbyttede Fisk mod
Rug. Naar Fiskeriet var rigt, sendte de deres »Løbere« mange Mil
ind i Landet til gamle og nye Kunder. Saa maatte disse have spændt
for i en Fart, og Pandekager, god tør Mad, Brændevin og 01 maatte
foruden Rug til Betaling medtages til Beværtning af Fiskerne. Det
er ikke 20 Aar siden, at Bønder fra Salling kørte til Østjylland med sal-
tede Aal, som de solgte i Smaapartier ved at køre fra Gaard til Gaard,
— muligt Handelen ikke er helt uddød endnu.
Tørrede Flynder solgtes for ikke langt tilbage i Tiden paa Mar-
kederne i Vendsyssel.
Fiskehandel til Ind- og Udland,
som den blev dreven før Krigen, har først udviklet sig i større Udstræk-
ning i den sidste Menneskealder. Som Fiskerierhvervet udvidedes, og
Fangsten øgedes, kunde det indenlandske Marked ikke aftage denne,
hvorfor en stadig større Del af Fangsten maatte eksporteres. Det blev
navnlig Tyskland, som aftog det meste af Fangsten, der som Regel
afsattes af de Købmænd — i de større Fiskerihavne — der havde Fi-
skernes Handel med Olietøj, Tvist til Forfærdigelse af Garn og Bød-
ning, Tjære, Malervarer, Bundsmørelse o. s. v. Men som Handelen
udviklede sig, kom friske Kræfter til; unge energiske Mænd kastede
sig over Fiskehandelen som Specialitet; de indledede Forbindelser i
Udlandet, ja de mest fremsynte berejste Udlandet og fandt nye Mar-
keder og nye Afsætningsomraader. De offentlige Fiskeauktioner i